Voldsomme scener: Desperat flygtningefamilie kaster sig på togskinnerne

Dramatiske scener udspillede sig torsdag nær den ungarske by Bicske - 35 kilometer vest for Budapest - hvor et tog med flygtninge og migranter blev stoppet af landets politi

Her ses den dramatiske episode, hvor en mand kaster sig ned på togskinnerne i protest. Vi beklager udfaldet i lyden (video: AP)

- Vi har lige været vidner til det mest forfærdelige, forfærdelige syn.

Sådan beskriver journalist ved det britiske medie Sky, Mark Stone, den episode, der udspillede sig for øjnene af ham og andre tilstedeværende ved den ungarske by Bicske torsdag.

Her havde landets politi stoppet et tog med hundredvis af flygtninge og migranter og beordret dem til at forlade vognene. Flygtninge og migranter, der alle deler det inderlige håb om at nå Vesteuropa.

Mark Stone beskriver, hvordan en grædende mor med sit barn i favnen tiggede og bad politiet om at stoppe deres foretagende, inden barnets far - tydeligt overvældet af følelser - ikke så nogen anden udvej end at kaste sig selv og familien ned på skinnerne.

Flugt - 2. sep. 2015 - kl. 21:52 Skræmte flygtninge-børn skjuler sig i majsmark

Kampklædt politi greb dog hurtigt ind og lagde faderen i håndjern, før de slæbte ham væk sammen med den grædende kvinde og parrets lille barn.

De tumultariske scener opstod, da toget - som tidligere på dagen havde forladt Budapest hovedbanegård - blev standset i Bicske, hvor der ligger et modtagelsescenter for migranter, i stedet for at køre til Østrigs grænse, som det ellers var ventet.

Det fik migranterne - de fleste fra Syrien - til at gøre stor modstand og blandt andet at slå på togets vinduer og råbe 'ingen lejr, ingen lejr', mens de mange kampklædte betjente forsøgte at rømme vognene.

Der var op mod 300 migranter på toget, da det forlod østbanegården, Keleti, i Budapest klokken 11.20 (dansk tid).

Varmen er hård ved flygtningene, som for manges vedkommende har været i området i dagevis. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen) Flugt - 1. sep. 2015 - kl. 15:55 Ekstra Bladet i flygtningekaos: - Hvad vil de have, vi skal gøre?

De ungarske myndigheder vil ifølge regeringen overholde alle forskrifter i henhold til Schengenaftalen og foretage alle undersøgelser af migranternes dokumenter ved grænsen.

Janos Lazar, der er stabschef for den ungarske premierminister, Viktor Orbán, siger, at den kaotiske situation i Budapest skyldes Tysklands kontroversielle budskab til syriske migranter.

Ifølge Ungarn har Tyskland skabt en 'bølge af håb' blandt migranterne fra Syrien, som gør det svært for andre lande at håndtere krisen.

Ungarsk politi ophævede tidligt torsdag bevogtningen af indgangene til Keleti-banegården, og migranter strømmede ind i bygningen. Hundredvis af migranter havde opholdt sig uden for banegården i flere døgn, hvor de blev evakueret fra stationsbygningen.

Beslutningen om at lukke banegården for migranter blev truffet mandag - kun 24 timer efter, at migranter, som havde ventet i interimistiske flygtningelejre i dagevis, havde fået lov til at tage tog mod Østrig og Tyskland.

Her kan du se mere video fra episoden (video: Ritzau)