Absurd griskhed

NU SKAL alle igen være med til at betale bønderne for ikke at svine et af vores fælles goder til – denne gang drikkevandet.

MILJØMINISTEREN kunne næsten ikke få armene ned i fredags, da aftalen om et sprøjteforbud ved drikkevandsboringer lå klar. Meget, meget fint, Jakob Ellemann. 

ALLIGEVEL sidder man tilbage med en fornemmelse af at være til grin for sine egne penge. Landmændene får ’fuld erstatning på markedsvilkår’, som det triumferende blev pointeret i Landbrugsavisen. Det betragtes som en naturgiven ting fra starten, at det koster at få landmænd til at stoppe deres svineri.

HELE Danmarks befolkning skal først trygle dem om at stoppe forgiftningen af vort kostelige, rene grundvand i årevis. Derefter skal vi alle sammen være med til at betale dem, fordi de allernådigst undlader svineriet på udvalgte pletter jord? ’Et dybt indgreb i den private ejendomsret’, kalder Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, forbuddet. Sikke noget vås!

HVILKE andre brancher betaler vi for ikke at forurene fælles goder og værdier, fordi de ejer deres grund? Endsige private? Man er på dødslisten, bare man brænder et bildæk af i baghaven eller hælder terpentin i kloakken.

PENGENE til bønderne hentes ved, at alle borgere betaler mere for vand. Her nåede landmændene så nye højder inden for ve og klage i løbet af fredagen, da de kortvarigt havde solet sig i deres opofrelse med sprøjteforbuddet. Det gik åbenbart op for dem, at de sådan set selv kommer til at betale en slat af kompensationen! De bruger nemlig også vand. Meget vand. ’Vandregning vækker bekymring’, lød det hurtigt på forsiden af Landbrugsavisen.dk.

STRAKS var der krav om, at flere må deles om de store vandregninger. Dem kan landmændene ikke hænge på alene. Ikke et ord om eventuelt at dyrke noget, der ikke skal pøles til med fælles grundvand? Græs? Skov? Nej – tankegangen om nye måder at gøre tingene på på en social måde i landbruget, kører som sædvanlig i et tempo, der får en supertankers vending til at ligne et vingeslag på en kolibri.

DANMARK har noget unikt: Rent grundvand. Alligevel har vi som nogle af de sidste i Europa kæmpet for at bevare retten til at bruge Roundup, fordi landmændene kræver det. Eller ’planteværns-midler’, som de så smukt omtaler det i Bæredygtigt Landbrug – centrum for superegoisterne inden for landbrugerne. De er naturligvis de mest sure nu, fordi sprøjteforbuddet ifølge dem er ’helt uden fagligt belæg’. Goddaw do!

755 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere