MASSEMORDEREN Anders Breivik spiller hovedrollen i et absurd teater, som i øjeblikket udspiller sig i en retssal i Skien, hvor hans klage over afsoningsforholdene behandles.

Den 37-årige Breivik blev i august 2012 idømt 21 års forvaring for at have skudt og dræbt 69 unge på øen Utøya og for at stå bag en bombesprængning ved regeringshovedkvarteret i Oslo. I alt mistede 77 personer livet.

BREIVIK ER SUR OVER, at han ikke må have kontakt med omverdenen. Han har derfor sagsøgt den norske stat for brud på menneskerettighederne.

I de norske medier vrimler det med indlæg fra folk, som har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan tillade en massemorder at anlægge sag for at få bedre afsoningsforhold.

Svaret er, at Norge ikke har noget valg, hvis det vil kalde sig et retssamfund.

DEN POLITISKE redaktør ved Adresseavisen, Tone Sofie Aglen, forklarer det på denne måde:

’Han har frataget mennesker det bedste og det mest værdifulde, de har. Deres børn, deres børnebørn, deres venner og ikke mindst deres liv. Så klager han over, at han har fået ødelagt sin livskvalitet. Et paradoks, det næsten ikke er muligt at forholde sig til. Men vi må og kan argumentere for, at det er vigtigt. Det siger noget om vores retsstat.’

DE FLESTE, der følger med i retssagen, studser i øvrigt over Breiviks luksuriøse fængsels-omgivelser.

Han har tre celler til rådighed fyldt med motionsudstyr, pc uden adgang til internet, tv med dvd-afspiller, Playstation, aviser, magasiner, bøger og discman.

Som avisen VG udtrykker det: ’Han stiller krav, som om han boede på et hotel og klagede over roomservicen!’.

DERFOR ER BREIVIKS egentlige formål med retssagen nok ikke at få bedre vilkår i fængslet, men at bruge den som reklamesøjle for sin volds-ideologi. Det blev især tydeligt, da han indledte tirsdagens retsmøde med en nazihilsen.

SELV OM RETSSAGEN ripper op i endnu ikke lægte sår i det norske samfund, bør myndighederne anerkendes for ikke at gemme den væk bag hermetisk lukkede døre.

Noget tilsvarende kunne næppe ske i Danmark. Her ville hensynet til de pårørende veje tungest.