Siden regeringen for to måneder siden aftalte med en række partier at udbetale hovedparten af lønmodtagernes indefrosne feriepenge, har politikere og fagforbund brugt en masse tid på at skændes om fremgangsmåden.
For hvorfor gøre tingene enkle, når man har mulighed for at ævle og kævle og besværliggøre processen?
Formålet med at udbetale pengene, der for en gennemsnitlig lønmodtager vil svare til omkring 19.000 kr. efter skat, er at få danskerne til at forbruge mere og skabe øget økonomisk aktivitet midt i en coronakrise.
Men der har været bøvl om flere ting: For det første var projektet ved at kuldsejle allerede fra starten, fordi politikerne var uenige, om alle fem ugers feriepenge – og ikke kun tre – skulle udbetales.
For det andet: Skænderiet om skatten. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ønsker sammen med borgerlige partier, at borgerne skal slippe for at betale topskat af feriepengene.
Modsat kræver regeringen og fagforbund som 3F og HK, at pengene indgår som en del af borgerens skattepligtige indkomst. Det betyder, at man betaler skat, som man plejer, og at nogle derfor kommer til at bløde topskat.
For det tredje forlanger flere partier, at feriepengene udbetales automatisk, så borgerne ikke skal igennem en bureaukratisk ansøgningsfrist.
Men det afviser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard med en syg forklaring om, at ’det teknisk ikke kan lade sig gøre’.
Det er således lykkedes politikerne at ride så mange kæpheste, at et i bund og grund ukompliceret forslag er endt på en slagmark.
I fredags var partiernes ordførere til møde i Beskæftigelsesministeriet, hvor Hummelgaard håbede på at få enderne til at mødes, inden regeringen fremlægger sine forslag.
Løsningen er ellers simpel: Udbetal pengene – dem allesammen – hurtigst muligt, fratrukket skat efter gængse regler.
Men så enkelt bliver det med garanti ikke. Det skal det politiske cirkus nok sørge for.
