Aktivisten Søren Pape

TIDLIGERE var underskriftsindsamlinger noget, venstrefløjs-aktivister brugte. Sådan er det ikke mere.

NU SER vi det kongelige danske konservative folkeparti gribe til denne – om end fredelige – udenomsparlamentariske metode. Folkemasserne skal mobiliseres.

MOBILISERES mod hvad? Grundskylden! Det slog formand Søren Pape fast efter lov og orden-partiets sommer-gruppemøde i går, hvor han understregede den folkelige strategi ved at møde op i åbenstående sommerskjorte.

FOR DE konservative aktivister vil fastfrysning af grundskylden – altså den del af boligskatten, der beregnes af grundens værdi – være et ’hovedkrav’ i forhandlingerne om næste års finanslov.

DEN AKTIVISTISKE indsamling skal virke som et ekstra pressionsmiddel mod V-regeringen – og det kan man godt forstå, da de konservative nu kun mønstrer seks folketingsmedlemmer som følge af endnu en historisk vælgerflugt.

PARTIETS nye linje skal ses i den sammenhæng. Grundskylden er overvejende en udfordring i og omkring de største byer – især i hovedstadsområdet og i de tidligere konservative rigmands-ghettoer nord for København.

MAN SKULLE ellers mene, at Danmark har væsentligere udfordringer. F.eks. flygtninge-strømmen, hvor det er tiltrængt med folkelig mobilisering mod udvisningsminister Inger Støjbergs (V) hadefulde udfald – når hun ikke underholder på Facebook om, hvor man får den bedste shawarma i Mellemøsten.

LIGELEDES trænger dagpenge-skandalen sig på. Men heller ikke det nævnte den nyudsprungne aktivist Søren Pape på pressemødet.

MERE hovedrystende bliver de konservatives aktivisme af, at grundskylden ikke er det egentlige problem. Bortset fra at en fastfrysning vil koste flere milliarder kroner.

GRUNDLÆGGENDE handler det om hele ejendomsvurderings-systemet. Det har spillet totalt fallit, hvilket skatteministre fra Venstre under VK-regimet blev advaret om igen og igen.

DET HAVDE klædt K-boss Søren Pape at kræve turbo på en omlægning af det samlede vurderings-system i stedet for at buldre løs om fastfrysning.

DET VILLE mange have skrevet under på.

61 kommentarer
Vis kommentarer