Alt det Mette ikke sagde

Tavshed er et valg. Et valg som får den konsekvens, at mange danskere rettelig vil spørge sig selv: Hvilken virkelighed lever statsministeren i? Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tavshed er et valg. Et valg som får den konsekvens, at mange danskere rettelig vil spørge sig selv: Hvilken virkelighed lever statsministeren i? Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Følg Leder

Nytårstalen er en begivenhed lige efter Mette Frederiksens hoved. Uindskrænket taletid, ingen der afbryder landsmoderen, ingen irriterende spørgsmål fra nævenyttige bladsmørere. Herligt!

Derfor siger talens indhold – og især udeladelser – også pænt meget om statsministerens selvforståelse. Og ganske symptomatisk for Mette Frederiksen ønsker hun ikke at tale om de ubehagelige ting. De skal væk.

Hvis vi ikke taler om lortesagerne, bliver de nok glemt, synes den let gennemskuelige devise at være. Corona er ikke længere en vindersag. Var det derfor, at hun ved talens begyndelse proklamerede, at ’i aften vil jeg ikke primært tale om corona’?

Kommunalvalget var immervæk en gedigen politisk begivenhed i det forgangne år. Men valget blev en sviende begmand til Mette Frederiksens parti. Var det derfor, at kommunalvalget glimrede ved sit fravær?

Den skelsættende begivenhed at Taliban løb Afghanistan over ende, og Danmark trak sig ud efter 20 års tilsyneladende forgæves krig, var reduceret til to ord: Afghanistans kollaps. Måske fordi regeringen håndterede Danmarks exit skandaløst, og statsministeren valgte at tage til koncert midt under evakueringen?

Mest larmende var tavsheden om minkskandalen. Ikke ét eneste ord værdigede statsministeren det morads, der reelt truer hendes regering.

Ikke et ord om den ulovlige ordre. Ikke et ord om den kommission, som i øjeblikket gransker hendes regering. Ikke et ord om de slettede sms’er eller hendes vingeskudte departementschefs lyst til at nikke skaller til pressen.

Tavshed er et valg. Et valg som får den konsekvens, at mange danskere rettelig vil spørge sig selv: Hvilken virkelighed lever statsministeren i?

Mette Frederiksen deklarerede stolt i sin tale, at hun havde lært noget vigtigt. ’Hvis der er noget, de seneste år har lært os i håndteringen af store kriser, så er det, at vi aldrig må tøve.’ Er det nu også en klog lære?

Ville det ikke – krisen til trods – have været klogere, hvis Mette havde tøvet lidt med at udstede en ordre om aflivning af mink, indtil lovgrundlaget var på plads? Ville det ikke – krisen til trods – have været klogere, hvis Mette havde tøvet lidt og måske ikke taget imod Barbara Bertelsens råd om at slette sine sms’er?

Det kan vi ved passende lejlighed spørge Mette Frederiksen om. Så kan vi måske også lufte, hvorfor hun konsekvent undlader at tale de ubehagelige ting.

Om vi får svar er en anden historie.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.