Andre folks hjem

Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, der for nylig fødte sit andet barn, kæmper for at give andre familier mindre frivillighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, der for nylig fødte sit andet barn, kæmper for at give andre familier mindre frivillighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pernille Skipper synes, at danske forældre skal have at vide af hende, hvordan de bedst afholder barsel med deres nyfødte. Der skal mere far og mindre mor til.

Til gengæld skal andre ikke læse og påskrive Enhedslistens ligestillingsordfører noget. Ja, faktisk behøver Skipper, der fødte sit barn nummer to i sidste måned, åbenbart slet ikke selv holde barsel. Hun har valgt ikke at søge orlov fra Folketinget.

Skipper er bare på fuld folketingsløn. Folketingspolitikere har ellers 12 måneder på barsel med fuld løn, uden at det påvirker partnerens barsel. Alle andre danske forældre har 52 uger – til deling.

Så sent som for en uge siden stod Skipper i ’Debatten’ på DR2 og bedyrede, at øremærkning af 11 ugers barsel til faderen og mindre frivillighed i danskernes barselsfordeling er den rette vej. Men hjemme hos sig selv kører ligestillingsordføreren tydeligvis med 100 procents frivillighed, som Ekstra Bladet kan berette i dag.

I Enhedslisten behøver man ikke leve, som man prædiker. Det er andre, der skal leve op til Enhedslistens idealer – ikke Enhedslisten-politikerne selv. For i Enhedslisten dyrker man ivrigt sindelags-socialisme. Man går ind for lige deling af goderne, men ser sig selv som hævet over – og dermed undtaget fra – reglerne.

Det var eksempelvis også tilfældet, da Pernille Skipper nød fordel af en forældrekøbslejlighed, mens hendes parti tordnede mod ordningen og kaldte den ’en ulighedsmaskine’. Skipper havde såmænd blot været ’en heldig kartoffel’, som hun udtrykte det på Facebook. Sådan a la ’desværre, venner, jeg er mere lige end andre, men hvad kan man gøre?’

Sindelags-socialisme er holdning adskilt fra handling. Man kan klare sig med bragesnak og leve i luksus med sine privilegier.

Men så har ’far Skipper’ vel taget barslen og godtgør dermed, at ’mor Skipper’ ikke bare sejler under bekvemmelighedsflag, spørger den rettænkende læser. Nej, faderen, der er pressechef i Udenrigsministeriet, tager noget barsel senere, oplyses det.

Vi diskuterer ikke ordningen i det skipperske hjem, men derimod i alle andres, må man forstå.