Arbejderpartiet uden arbejdere

Kun seks medlemmer ud af 46 i den socialdemokratiske folketingsgruppe er det, man i bred forstand kan kalde arbejdere. Foto. Jens Dresling/Ritzau/Scanpix
Kun seks medlemmer ud af 46 i den socialdemokratiske folketingsgruppe er det, man i bred forstand kan kalde arbejdere. Foto. Jens Dresling/Ritzau/Scanpix

LO i Aalborg vil gerne have sig frabedt, at Mette Frederiksen holder tale på arbejdernes internationale kampdag 1. maj. De synes ikke, hun på ordentlig vis repræsenterer arbejderklassen. Hun er i stedet blevet en del af den magtelite, der møder lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansattes fuldt legitime krav om højere løn med et omfattende lockout-varsel.

Det fik mig til at spørge henkastet ud på redaktionen, om socialdemokraterne i Folketinget i virkeligheden er blevet et parti uden føling med arbejderklassen?

’Hov-hov, Mette ved da noget om afrikanske arbejdere’, sagde nationens redaktør.

’Ja, hun har studeret det på Københavns Universitet’, lød det prompte fra opinionsredaktøren. Lidt karikeret, selvfølgelig, men desværre ikke langt fra sandheden om nutidens repræsentanter for arbejderklassen. Deres viden om verden er overvejende teoretisk.

Som vi dokumenterede i Ekstra Bladet fredag, er kun seks medlemmer ud af 46 i den socialdemokratiske folketingsgruppe, det man i bred forstand kan kalde arbejdere. Blandt medlemmerne af folketingsgruppen er der en overvældende over-repræsentation af akademikere i forhold til befolkningsgennemsnittet.

Måske er det lidt gammeldags at gøre tingene op på den her måde. Men som folkevalgt skal man vel stadig være i stand til at sætte sig ind i, hvordan ’folket’ har det?

Når LO i Aalborg ikke gider se Mette Frederiksen som taler, er det jo blandt andet fordi, de føler, hun har svigtet dem, hun repræsenterer. Det skete allerede i 2013, da den S-ledede regering greb ind overfor skolelærerne, et indgreb der af mange blev betegnet som et af de mest brutale indgreb nogensinde. Og som et af de største svigt overfor egne vælgere. For skolelærerne er om nogen nutidens klassiske arbejdere og rygraden i Socialdemokratiet. Det er de sammen med politibetjentene, sygeplejerskerne og andre offentligt ansatte. Hvad, Mette Frederiksen vil gøre denne gang, er uklart. Hun har været tavs overfor den truende lockout, men fornemmelsen er, at historien – desværre – vil gentage sig.

Derfor er det svært at drage anden konklusion end, at det vigtigste for nutidens folkevalgte socialdemokrater er magten. Det viste Helle Thorning-Smidt, da hun var regeringsleder, hvor erhvervslivet og de højestlønnede fik store skattelettelser. Og det viser Mette Frederiksen nu ved at vende ryggen til de offentligt ansatte.

182 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere