Arnes store dag

ARNE JUHL – 59-årig bryggeriarbejder – vil aldrig glemme lørdag 14. september 2019.

Den dag blev han for alvor verdensberømt i Danmark som indforskrevet hovedperson i det totalteater, statsminister Mette Frederiksen iscenesatte på Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

VEL KENDER VI Arne fra S-plakaterne i valgkampen, hvor han kiggede alvorligt på os med budskabet om, at nedslidte har behov for at kunne gå tidligere på pension.

Men i lørdags trådte han frem i kød og blod bænket ved siden af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard foran alle tv-kameraerne og lod sig under bragende bifald omfavne af statsministeren.

SÅ NU VED VI, at Arne efter syv års skolegang har slæbt ølkasser på bryggeriet S/C Fuglsang i Fredericia siden 1976, at han har dårligt knæ, og at han er under behandling for lungekræft, men alligevel regner med at fortsætte på arbejdsmarkedet.

Vi håber, at den sympatiske Arne snart bliver rask og kan se frem til en værdig pension – og ønsker Socialdemokratiets spindoktorer tillykke med en vellykket forestilling.

MEN DETTE STUNT bør ikke skjule, at Mette Frederiksen ikke med et eneste ord løftede sløret for, hvordan retten til tidlig pension skal udformes, og hvem den skal omfatte.

Projektet, der blev lanceret for 237 dage siden, har skabt store forventninger hos titusinder af lønmodtagere. Men regeringen vil stadig ikke rykke ud med konkrete forslag.

Vil den nedslidte sygeplejerske få ret til tidlig pension? Vil pædagogen? Vil politibetjenten? Svarene blæser i vinden.

STATSMINISTEREN bebudede, at der vil komme detaljerede forslag engang til næste år, og at hun regner med, at Dansk Folkeparti vil bakke op.

Men på DF’s årsmøde i Herning lovede Kristian Thulesen Dahl absolut intet. Han opfordrede Mette Frederiksen til at lægge noget konkret frem – hellere i dag end i morgen.

VI ER ENIGE. Mummespillet må være slut.

Med sin retorik, ikke mindst i valgkampen, er S-bossen skyld i, at store dele af befolkningen ser sig selv omfattet af planerne.

Derfor ved hun, at mange vil blive skuffet. Og derfor tøver hun, for det er regeringens liv, der er på spil.

537 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere