Arrogant vagthund

RIGSREVISIONEN er vores alle sammens vagthund. Den bider fast, til det knaser, hvis skatteborgernes penge ikke forvaltes, som de skal af den danske stat. Frygtet og respekteret og så højt hævet over det hele, at den end ikke har sin egen overvagthunds hede ånde i nakken.

DESTO mere arrogant og forkasteligt er det, når Rigsrevisionens 270 medarbejdere så samtidig lever helt i deres egen selvforståelses univers, når de f.eks. selv skal på arbejde i provinsen.

HOTELREGNINGERNE fra revisionens togter til byer som Aalborg og Horsens viser, at sådan noget som rabataftaler med bestemte hoteller ikke rigtig rager medarbejderne.

I NÆSTEN NI ud af ti overnatninger sover de rejsende revisorer lige præcis, hvor de plejer: Nemlig de dyre steder. Statens institutioner er ellers forpligtede til at bruge hoteller, som staten har lavet rabataftaler med – netop for at spare offentlige midler. Man sparer 30 millioner kr. ad denne vej om året.

Men det er så ikke med Rigsrevisionens hjælp.

EN AFDELINGSCHEF i Rigsrevisionen kan i første omgang næsten ikke tage Ekstra Bladets indignation alvorligt. Herregud ... fremgår det mellem linjerne. De par småører?!

JA, DET er muligvis bagateller, når man jonglerer med milliarder til daglig. Men hvis alle nu fulgte reglerne – f.eks. dén med rabataftalerne – ja, så blev der faktisk flere penge til det slunkne statsbudget.

OG det er jo ikke sådan, at de anbefalede overnatningssteder er et shelter i Rold Skov eller en 15-sengs-stue på et backpacker-hotel i udkanten af Horsens. De bliver heller ikke bedt om at hutle sig igennem ved en pølsevogn på et forblæst hjørne.

ARROGANCEN ER ikke ny i toppen af statens institutioner. Rigsrevisionen har tidligere haft en forkærlighed for limousiner. Og vi har oplevet, at Nationalbankens tidligere direktion blev bedt om at begrænse sit brug af businessclass og femstjernede hoteller. Og lade konen blive hjemme på rejserne. Det blæste direktionen højt og flot på. Fordi? Ja, de led af samme misforståelse som Rigsrevisionen nu: Spareaftaler er ikke for konger som os.

60 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere