Den grådige bykonge

HAN STÅR som eksponent for finanskrisens grådige og amoralske bankdirektører.

MED EN årsløn på omkring fem millioner kr. kørte Niels Valentin Hansen som hovedansvarlig Roskilde Bank så grundigt i sænk, at skatteyderne måtte bløde med adskillige milliarder.

MEN NU er bøtten vendt. Valentin Hansen, der i årevis førte sig frem som bykonge i Roskilde med strandvejsvilla og egen båd, mærker nu på sin egen krop, hvordan det er at være økonomisk hårdt presset.

SKATTEVÆSENET mener nemlig at have så meget til gode hos den tidligere bankboss, at den med pant i hans nu solgte bolig har rejst krav om ca. 15,5 mio. kr. som følge af de aktieoptioner på 30 mio. kr., Niels Valentin Hansen tog med sig, da han forlod den ruinerede bank.

KRAVET FRA Skat fremkalder formentlig kun tørre tårer hos de tusinder af aktionærer, som mistede store dele af deres opsparing, da krakket var en realitet. De fleste af dem lod sig lokke af personlige breve fra Valentin Hansen til at købe Roskilde Bank-aktier for lånte penge, selv om bankens ledelse udmærket vidste, hvor det bar hen.

SELV GIK den store bankdirektør i flyverskjul. Han lod sig ikke længere beskue og beundre på gågaden, men gemte sig i villaen. Den er nu skiftet ud med et mere beskedent rækkehus, som selvfølgelig står i konens navn. Det kaldes konefinten og er meget brugt af finansfolk, der brændte fingrene under krisen.

FOR Valentin Hansen venter endnu et opgør – nemlig med statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, der via en række retssager vil gøre ham erstatningsansvarlig for den elendige drift af banken.

SÅ FESTEN er på mange måder forbi. Valentin Hansen må lære at klare sig for de 1,25 mio. kr., han efter egne oplysninger har sikret sig i pension. Og det gør ondt på en bykonge.

Læs reportagen på side 4 og 5

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere