Helles store plan

EFTER en uge i politisk koks lykkedes det endelig for Helle Thorning og hendes regering at ramme skiven i går. Den gigantiske plan om at investere næsten 28 milliarder kr. giver togdriften i Danmark et løft, som har været ekstremt presserende i rigtig mange år. En flot plan, der vil binde Danmark sammen på en ny og moderne måde.

DERFOR er det også ynkeligt at høre Lars Løkke og de konservative jamre over, at olieselskaberne nu må bløde noget mere. Pinligt og latterligt fordi udbygningen af landets infrastruktur var blandt de mange forsømmelser, VK-banden begik i de ti år, hvor de totalt svigtede fremtidssikringen af det danske samfund.

HELLE Thorning valgte desværre – atter en gang – at oversælge planen, for det er jo ikke alt sammen 'nye penge', som pumpes i DSB-satsningen, som hun hævdede i går. En betydelig del af de 28 mia. kommer fra hårdere beskatning af statens eget selskab Dong. I stedet for at lade overskuddet gå i statskassen skal pengene bruges på DSB. Det kan man ikke kalde 'nye penge', for statens direkte indtægt fra Dong bliver dermed tilsvarende mindre.

MEN bortset fra det er det en god plan, som vil give den kollektive trafik mellem landsdelene et kæmpeløft og gøre togtransport til et attraktivt alternativ til bilerne. Også godt for miljøet.

MEN ét er en stor plan – noget andet at få den gennemført. Løkke viste sig i går fra sin smålige, sure og negative side. Han vil ikke beskatte olieselskaberne hårdere til trods for, at selskaberne uden for DUC-konsortiet skattemæssigt har en langt mere favorabel stilling end de andre selskaber.

VENSTRE og Konservative er ligesom i deres regeringsperiode mere optagede af at tækkes milliardær-vennerne i erhvervslivet end almindelige lønmodtagere. Ufatteligt at Venstre på den konto kan være landets største parti.VI ønsker Helle lykke og held med planen. Og Annette Vilhelmsen, som i denne weekend mødes med SF's landsledelse, kan så med DSB-planen prale med, at SF har stor indflydelse i regeringen. Vestager og Thorning har givet hende lov.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere