Mørket sænker sig

REGERINGEN vil i denne måned fremsætte forslag til en ny offentlighedslov. Skønt hemmelighedslov er en mere dækkende betegnelse. Flertallet er sikret, for sagen er allerede klappet af med Venstre og De Konservative.

LOVFORSLAGET er nemlig på nogle små kosmetiske ændringer nær identisk med det forslag, som daværende justitsminister Lars Barfoed (K) fremlagde i 2010. Forskellene er så små og ubetydelige, at justitsminister Morten Bødskov (S) end ikke vil sende det nye forslag til høring. Det var det gamle forslag jo.

STYGGESTE punkt i den nye lov er paragraf 24. Den indebærer, at der kan lukkes for aktindsigt i papirer, der er blevet udvekslet mellem forskellige styrelser eller ministerier som led i rådgivning af ministre. Da VK-regeringen fremlagde det forslag, var både S, SF og R ivrige modstandere. Morten Bødskov udtalte dengang til Information:

’JEG HAR svært ved at se, hvordan den nuværende offentlighed skulle være til skade for lovarbejdet. For mig at se virker det som en søgt forklaring, der skal skærme den siddende regering mod offentlighed.’

NU MENER Morten Bødskov det stik modsatte af, hvad han mente i 2010, og sådan har SF og R det også. Pludselig har de indset, at det er bedst, hvis offentligheden ikke har indblik i, hvad der foregår. Folket er mest til besvær, når regeringen udfører seriøst politisk arbejde.

KONSEKVENSEN af den nye lov er uoverskuelig. Alt tyder på, at skandaler som tamilsagen, overbetalingen af privathospitaler, den nuværende skattesag med mange flere ikke var kommet til offentlighedens kendskab, hvis paragraf 24 havde eksisteret tidligere.

POLITIKERE vil med den nye lov have rigere mulighed for uden offentlighedens nyfigne interesse at sjuske, fuske, kvaje sig, begå magtforvridning og så videre. Regeringen skulle skamme sig, for den ved, hvad den gør.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere