Dårligt tv

HVER MANDAG jagter DR enlige mødre, der af og til sover sammen med mænd, og bistandsklienter, der formaster sig til at hjælpe naboen. 'Aktion: Socialt bedrageri' er DR's store vintersatsning. Der er planlagt ti programmer, så der må virkelig være tale om et meget stort samfundsproblem, når DR bruger så mange licenskroner på at afsløre socialt bedrageri.

Og det er her, kæden hopper af.

LEDSAGET AF tju-bang-effekter starter hvert program med at hamre ind i hovedet på seerne, at socialt bedrageri koster samfundet 2,5 milliarder kroner om året, og at de penge kunne være brugt til hospitalssenge og lignende, som vi alle gerne vil have mere af.

Men er 2,5 milliarder kroner reelt et stort samfundsproblem?

Til sammenligning betalte kun hver tredje danske virksomhed selskabsskat sidste år. Og den samlede selskabsskattebetaling er faldet med mere end 30 milliarder kroner på syv år.

DERTIL KUNNE MAN så spørge, om det i det hele taget er DR's opgave at udstille borgere, der i forvejen har det svært, som samfundsnassere og snydere? Naturligvis skal snyderi stoppes, men med programserien mistænkeliggør DR alle, der modtager sociale ydelser, og dokumentationen virker overbevisende, fordi enkeltsager rulles op ti uger i træk.

MEN INTET KUNNE være mere misvisende. Det truer ikke velfærdssamfundet, at en enlig mor får udbetalt et uberettiget eneforsørger-bidrag.

HVORFOR BRUGER DR ikke licenskronerne på i stedet at afsløre det store bedrag, nemlig det faktum at tusindvis af danskere ikke får den hjælp, de har krav på eller brug for? Jeg tænker blandt andet på den gangbesværede folkepensionist, der er heldig, hvis hun får støvsuget en stol hver tredje uge, eller den enlige mor, der lever afsondret og ikke har råd til at sende sine børn til fritidsaktiviteter.

Men det er vel 'dårligt' tv.

Det truer ikke velfærdssamfundet, at en enlig mor får udbetalt et uberettiget eneforsørger-bidrag

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere