Hvorfor hjælper I ikke bare den 14-årige pige?

DET GÅR godt i Danmarks hovedstad – halvdelen af byen er ganske vist gravet op, hvilket naturligvis er irriterende både for os, der bor her, og byens besøgende. Men det er rent faktisk et tegn på fremgang.

Samtidig er byens økonomi bedre end nogensinde. Børnefamilierne bliver boende, og man bygger nye børnehaver og vuggestuer i rekordtempo. Overborgmester Frank Jensen har meget at være stolt af, når han ser på sine tal og kurver.

Men hvis han lyttede lidt mere til borgerne, ville han forstå, at den er helt gal. For hvor blev medmenneskeligheden af midt i byggeboomet og fremgangen?

Den blev tilsyneladende kørt ud af byen sammen med den opgravede metro-jord.

EN 14-ÅRIG pige sætter sig på et rækværk på en af byens broer sammen med en veninde. Rækværket er gennemtæret, og begge piger styrter mange meter ned. Den ene bliver lammet fra navlen og ned, mens veninden mirakuløst slipper med mindre skrammer.

Sagen synes oplagt – Københavns Kommune vidste oven i købet, at den var helt gal med rækværket, før ulykken skete. Selvfølgelig skal kommunen give pigen erstatning. Men sådan ser de ikke på det på Københavns Rådhus.

Borgmesteren på området, SF’eren Ayfer Baykal, håner pigen på sin Facebook, og pudser en arrogant advokat på sagen, der iskoldt meddeler, at kommunen sandelig ikke kan pålægges et ansvar.

OG HVAD GØR Frank Jensen? Ingenting! Han er overborgmester og formelt øverste chef for hele kommunen, men lige den her sag er han altså ikke chef for. Den hører under Baykal i teknikforvaltningen, forklarer han.

Men hvad fanden er der galt med jer?

Det er muligt, at formalia er fulgt. Men så lav formalia om! Som politikere har I magten til det. Hjælp den her familie, hvor svært kan det være? Det er åbenlyst, at pigen er uden skyld, og at I selv bærer et ansvar.

Det var jer, og ikke pigen eller hendes familie, der prioriterede at bygge metroen i stedet for at bruge pengene på at udbedre byens livsfarlige veje og rækværker. Hykleriet er kvalmende.

Og jeg kan garantere, at vi her på Ekstra Bladet ikke glemmer den her sag, før den 14-årige pige har fået hjælp og erstatning.

Det er ikke en trussel, men et løfte.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere