En morder i medierne

RETSSAGEN mod massemorderen Anders Behring Breivik begyndte i går i Oslo Tingrett. I de kommende uger vil han være centrum for mediernes opmærksomhed, og der er næppe nogen tvivl om, at han vil nyde opholdet i projektørlyset. Blandt andet derfor har der lydt opfordringer til Ekstra Bladet og andre medier om ikke at give den hensynsløse morder mæle. Vi skulle i stedet tie ham ihjel.

DEN VEJ er ikke farbar. Anders Breivik er en ynkelig mand med en fordrejet selvopfattelse og en skrøbelig kontakt med virkeligheden. Han ser sig selv som en mægtig helt, fordi han på én dag formåede at dræbe 77 ubevæbnede og forsvarsløse mennesker, der ikke nærede de mindste aggressive hensigter over for ham. 53 af hans ofre var teenagere – helt ned til 14 år.

ANDERS BREIVIK mener selv, at hans brutale og blodige handlinger er både retfærdiggjorte og rationelle. Derved adskiller han sig ikke synderligt fra en del andre mordere. Men hvis vi og andre medier undlod at fortælle om den forrykte tankevirksomhed, der lå bag drabene, ville det danne grobund for mytedannelser, og Anders Breivik kunne tilkæmpe sig den martyrrolle, som han så inderligt efterstræber.

NORSK RET behandler sagen som alle andre mordsager. Det samme gør medierne. Alt andet ville have været en sejr for terroren. Denne mordsag adskiller sig kun i sit omfang fra andre. Lykkeligvis har kun få mordere så mange liv på deres samvittighed. Deraf den store medieinteresse.

VI KAN IKKE tie Anders Breivik ihjel. Han skal snarere tales ihjel, så ikke andre sølle mennesker med en lignende tankegang skal føle, at de er sat uden for samfundet og derfor har ret til at gøre sig til dommere over liv og død.

Læs reportagen på side 22, 23 og 24

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere