Dansk skizofreni i Bahrain

HELE VERDENS øjne hviler i disse dage på Danmarks kamp mod diktaturet i Bahrain. Vi vil have løsladt en livstidsfange – en dansk statsborger – inden manden dør af sult under sin sultestrejke.

JEG HAR skrevet til kongen, oplyste statsministeren forleden. Så højt på dagsordenen står sagen prestigemæssigt. Vores udenrigstjeneste ligger vandret for at presse kongen. EU skubber på. Ambassadøren besøger den afkræftede Abdulhadi al-Khawaja dagligt for tiden.

DESTO MERE skizofrent og skandaløst skærer den danske hædring af Bahrains brutale konge stadig i øjnene. For bare et år siden trykkede dronningen et storkors på hans stenrige bringe. Danmarks næstfineste orden. Ni dage efter dronningens besøg nedskød Bahrains sikkerhedsstyrker de første syv demonstranter, og mange andre blev anholdt. Den danske statsborger var med i demonstrationerne og fik livsvarigt fængsel for sit bidrag til 'det arabiske forår' i ørkenstaten. Oprøret blev knust af kongens styrker med hjælp fra Saudi-Arabien.

HVIS KONG Hamad ikke tager danskernes protester helt alvorligt for tiden, kan man dårligt fortænke ham i det. Helle Thorning kan skrive breve, og Villy Søvndal kan bruge sit 'netværk', som han påstår, til han er blå i hovedet. Kongen har sit storkors fra den danske dronning. Ingen har forlangt det tilbage. Vort statsoverhoved jublede ved pressemødet under sit besøg, at kongen er en 'særdeles ansvarsbevidst mand'.

MARGRETHES private fornøjelsestur til Bahrain sidste år drejede sig kun om hendes iver efter at se nogle arkæologiske udgravninger. De startede for 59 år siden ved dronningens 'guru', professor Glob. Fred være med hendes hobby. Men rejsen blev camoufleret som et lille statsbesøg, med tilhørende overøsning af komplimenter og ordner i kongepaladsets forgyldte omgivelser. Imens var Bahrain midt i en voldsom politisk brydningstid, og intet kunne være mere skrupravende forkert end at blåstemple landets diktator med et storkors.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere