Fy fy, skam dig!

null

HVOR IDIOTISK skal en chef i Københavns Kommune opføre sig, før han/hun bliver fyret eller degraderet? Spørgsmålet er aktuelt nu, da Ekstra Bladet kan afsløre, at kommunens misbrugschef, den ret tørstige og hårdtslående Jørgen Marthedal, får lov til at fortsætte som chef i kommunen. Han blev suspenderet i januar, da han til en nytårs-reception drak sig stangstiv og slog i en kvindelig medarbejder hårdt i ansigtet, hvorefter han lagde sig til at sove på en sofa.

CHEFENS voldelige opførsel vakte forståeligt nok bestyrtelse og dyb utryghed blandt misbrugscenterets ansatte – bl.a. fordi de angiveligt tidligere havde oplevet ham fuld og ude af stand til at styre sit temperament. Ikke desto mindre har socialforvaltningens øverste ledelse ved socialborgmester Mikael Warming (EL) og socialdirektør Anette Laigaard besluttet, at misbrugschefen kan fortsætte i en chefstilling til knap 575.000 kr. årligt plus pension. Dog ikke i Center for Misbrugsbehandling, men i en anden afdeling. Desuden har han fået en skriftlig advarsel.

AFGØRELSEN er lige så urimelig, som den er usaglig, og et slask lige i ansigtet på kommunens menige medarbejdere. De kan med rette føle, at der gælder særlige regler for de overordnede.

FOR POKKER, vi taler om en chef, der skal virke som rollemodel og være i stand til at håndtere konflikter. Når en sådan nøgleperson opfører sig som en fordrukken voldstosse, nytter det ikke blot at kvittere med et 'fy fy, skam dig!' og forflyttelse til et andet chefjob. Han bør som minimum fratages retten til at lede og fordele arbejde. Omvendt flugter afgørelsen med den ledelses-politik, som Københavns Kommune i øvrigt gør sig bemærket med. En stiv overborgmester Frank Jensen (S) gramsede sig til en sexchikane-sag til en julefrokost. Sagen blev lukket med en undskyldning, som vist ikke engang Frank selv tog alvorligt. Og da tidligere SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard blev afsløret i at lyve om sine bopælsforhold, blev han belønnet med en ekstra årsløn på ca. 725.000 kr. og ret til en fed kommunal pension, fra han fylder 60.

MED DEN seneste afgørelse cementerer rådhusets magt-elite sin afgrundsdybe mangel på forståelse for ret og rimelighed. Københavns Kommunes menige medarbejdere og skatteborgerne kan bare måbende se til.

Læs reportagen på side 12-13

0 kommentarer
Vis kommentarer