Forklædt som mad

VILLE DU starte hver dag med at spise to Yankie Bar til morgenmad? Ville du servere Yankie Bar som morgenmad for dine børn? Langt de fleste har nok let ved at svare nej til begge spørgsmål, men hver dag giver nogle af os giver alligevel vore børn et morgenmåltid, der med hensyn til sundhed er mest beslægtet med en skål vingummibamser.

PÅ SUPERMARKEDERNES hylder med morgenmadsprodukter står slik forklædt som mad. Produkterne er hvinende søde, og de er naturligvis vældig populære blandt børnene. Tag for eksempel en pakke Kellogg's Frosties. Mere end en tredjedel af produktet er sukker. Når et barn har tømt en pakke med 500 gram, har ungen indtaget så meget sukker, at det svarer til ikke færre end 87 sukkerknalder.

DEN DIÆT lyder jo ikke som noget, forældre vil have lyst til at servere for deres børn, hvis de da holder af dem. Men pakkerne med Frosties, Coco Pops, Honey Monster Guld Korn og så videre bliver jo alligevel solgt i store mængder. Omkring 200.000 danske børn er overvægtige. Nogle af dem har komplikationer som fedtlever, sukkersyge og forhøjet blodtryk. Lidelser, der kan medføre forringet livskvalitet og øget dødelighed i voksenalderen.

VIRKSOMHEDERNE, der fremstiller skidtet, har en bemærkelsesværdig ulyst til at besvare Ekstra Bladets spørgsmål. Føtex, Bilka og Netto siger, at de holder sig inden for lovgivningen, og at morgenmadsprodukterne er sundere end en Mars Bar. Muligvis, men vi taler altså om små marginaler.

FORÆLDRENE har naturligvis ansvaret for, at deres børn får en ordentlig start på livet. Men hverken morgenmadsproducenterne eller supermarkederne gør opgaven nemmere for børnefamilierne. Lad os være forsigtige derude.

Læs side 6, 7 og 8

0 kommentarer
Vis kommentarer