Helles roadshow

null

PÅ ET pressemøde i dag vil SRSF-regeringen fortælle, at den forkætrede betalingsring omkring København ikke bliver til noget. I stedet afsættes op mod en milliard kroner til forbedring af den kollektive trafik. Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er der tale om 'en rigtig god løsning'.

HVOR GOD løsningen er, kan først vurderes, når de nærmere detaljer kendes i deres helhed. Umiddelbart lyder det dog ikke så tosset.

MEN UANSET hvad, står ét bøjet i neon: Forløbet med betalingsringen har været så absurd, at Saddam Husseins spindoktor Komiske Ali ikke kunne have orkestreret det mere kaotisk.

DE KOLDE FACTS er afslørende. Den nye regering –det vil sige først og fremmest SF –meldte fra starten ud med 180 km i timen, at betalingsringen skulle gennemføres. Men det skete uden en plan for, hvor ringen skulle ligge. Uden at have et ædrueligt regnskab for indtægterne, der bl.a. skulle finansiere billigere kollektiv trafik. Uden at baglandet i omegnskommunerne var taget i ed. Uden at have tjek på de seneste tal for bil-tæthed og forurening. Uden at have styr på betalingssystemet osv. osv. Og værst af alt; uden at sørge for alternativ transport til pendlerne.

HELLE THORNING har vist en ubegribelig mangel på handlekraft og lidt et kolossalt prestigetab. I stedet for at skære igennem fra starten, lod hun diskussionen om betalingsringen slingre af sted og til sidst havne i rabatten. I takt med at de interne slagsmål i regeringen og regerings-partiernes baglande tog til, kom hun til at fremstå mere og mere handlingslammet.

OPPOSITIONEN vil være tilfreds med, at betalingsringen droppes. Men de borgerlige partier vil selvfølgelig samtidig udlægge beslutningen som løftebruds-regeringens ultimative løftebrud, og det vil Lars Løkke (V) og co. minde statsministeren om igen og igen og igen frem til næste valg. På mindre end et halvt år har Helle Thorning fået sin egen efterløns-sag. Det er dæleme hurtigt gået, og hovedrollen i dette groteske roadshow kan hun kun takke sig selv for.

EN KOMMISSION skal nu undersøge, hvad der kan gøres ved trafik-tætheden i København. Bedre sent end aldrig. Men skulle eksperterne nå frem til, at en betalingsring kan indgå i en samlet løsning, vil den desværre blive parkeret i nederste skuffe med lås på. Det skal Helle Thorning nok sørge for.

Læs side 4, 5, 6, 7 og 8

0 kommentarer
Vis kommentarer