Dilettanten Thorning

HVAD DE FLESTE har haft en fornemmelse af, blev i går dokumenteret af Ekstra Bladet: De beregninger, Helle Thorning har fremlagt om den kommende betalingsring, er ikke andet end fup og fiduser.

DANMARK har en statsminister, som ikke kan huske sit eget regeringsgrundlag, og som nu forsøger at sløre, at det finansielle grundlag for betalingsringen er skrevet i sand. Regeringsgrundlagets meldinger om betalingsringen er uden sammenhæng med de reelle tal, og statsministeren har overhovedet ikke styr på beregningerne bag det projekt, hun og hendes regering er ved at kuldsejle på. Landet ledes af en dilettant.

KENDSGERNINGEN er nemlig, at de to milliarder om året, som ringen skulle skæppe i kassen, hviler på gamle tal fra en vismandsrapport, der havde regnet sig frem til beløbet, hvis afgiften er på 40 kr. i hele myldretiden og 20 kr. i resten af døgnet i alle ugens syv dage.

DISSE TAL ligger milevidt fra de forslag, regeringen hidtil har arbejdet med. Regeringen har nemlig lovet, at ingen skal betale over 25 kr., og at ringen skal være en ’trængselsring’ –  altså kun koste penge, når der er pres på vejene. Dermed falder hele regnestykket bag ringen sammen, for provenuet er nu ikke længere to milliarder, men langt under det halve.

RISIKOEN er selvfølgelig, at Thorning i sin nød vælger at skrue taksterne så meget i vejret, at det bliver en ren afgifts-massakre på bilisterne. Anden mulighed er, at hun tilstår, at det hele var fup og fidus, og betalingsringen enten bliver opgivet eller kommer til at køre med en økonomi, der er mere end anstrengt.

VILLY SØVNDALS populistiske løfter om massive takstnedsættelser kan vi skrive på kontoen over SF’s endeløse vælgersvindel. Der er intet at sige til, at vælgere og medlemmer flygter fra SF i bunkevis.

Og heller intet under, at Lars Løkke står til at vinde et kommende valg med massivt flertal.

Manden behøver jo intet foretage sig. Regeringen arbejder målrettet på at vælte sig selv.

0 kommentarer
Vis kommentarer