Vi er til grin

I EN ÅRRÆKKE har den pakistanske platugle Hassan Gilani fuppet sig til en syndflod af sociale ydelser i både Danmark og England. Og han har dermed dokumenteret, at de kontrolfunktioner, som det danske samfund har opbygget mod den slags misbrug, er helt til grin.

GILANI har narret mindst en million kroner fra myndighederne og lever flot op til de resultater, som Levakovic-familien skabte ved at malke socialcentrene i København for endnu større beløb.

SOCIALBEDRAGERI bliver mere og mere almindeligt. Hver femte dansker kender én, som snyder med sociale ydelser. Og derfor oplever kommunernes kontrolgrupper, der har til opgave at efterforske den slags, at stakken af sager bliver tykkere år for år. Men opklaringsprocenten er nedslående, nemlig kun mellem fire og syv procent.

SOCIALMINISTER Karen Hækkerup er forarget, siger hun. Og har derfor beordret Københavns Kommune til at kulegrave Hassan Gilanis sag. Næste skridt er at se på, hvordan reglerne kan strammes op.

PROBLEMET er, at når først en misbrugssag opdages, har den kørt så længe, at det næsten er umuligt for kommunerne at inddrive en eneste krone. Dels er forældelsesfristen tre-fem år, dels er svindleren typisk på overførselsindkomst og derfor uden evne til tilbagebetaling.

Kontrolchefen for Høje-Taastrup Kommune mener ikke engang, at det vil hjælpe, selv om myndighederne satte rockerne til at inddrive de skyldige beløb!

HVIS IKKE de danske skatteydere fortsat skal være til grin for deres egne penge, er det derfor nødvendigt med en hårdhændet opstramning af reglerne for udbetaling af sociale ydelser. Efterfulgt af hårdere sanktioner. Karen Hækkerup kan godt begynde at forberede den nødvendige lovgivning.