JULETRAFIKKEN med DSB er stadig truet.

Forhandlingerne mellem DSB’s evigt roterende ledelse og de utilfredse medarbejdere, som forleden lammede det meste af togtrafikken med arbejdsnedlæggelser, endte i går uden afklaring.

Forhandlingerne fortsætter i næste uge, og dermed kan det hele bryde sammen igen. Umiddelbart inden juleklokkerne kimer.

TRANSPORTMINISTER Henrik Dam Kristensen har på sin traditionelle svagpisserfacon tørret ansvaret af sig. Det er en sag for parterne, siger han og henviser til DSB’s ledelse. Det er i hvert fald ikke hans ansvar, hvis juletrafikken bryder sammen. Hvad skal vi egentlig med den mand?

Fra regeringens side skal vi ikke vente initiativer. Helle og hendes folk er helt ligeglade med almindelige mennesker på perronen, for der kommer de ikke selv. Ministrene bor også i og omkring København eller kører i ministerbil. Så juletrafikken er ikke deres bekymring.

TIL GENGÆLD er det et kæmpeproblem, at DSB og dets medarbejdere tager hundredtusindvis af julerejsende som gidsler i en faglig klamp, der måske kan være velbegrundet, men ikke inden jul. Det er simpelthen uanstændigt og uansvarligt.

DSB’s medarbejdere og faglige ledere vil ikke få tak eller påskønnelse, hvis trafikken i julen ligger flad på grund af en sag, der trods alt ikke ryster samfundet i fundamenterne.

Hvis de satser på, at et sammenbrud op til juleaften skal give befolkningsmæssig opbakning til deres sag, tager de fejl. Nye ulovlige strejker vil udløse raseri og foragt vendt både mod DSB og virksomhedens medarbejdere og faglige organisationer. Dyb foragt.

DSB’S MEDARBEJDERE kan blive sure over stadige forringelser, samtidig med at man udnævner en ny administrerende direktør for det nødlidende foretagende, der skal have fem millioner om året plus en løngaranti ved afskedigelse på 12,5 mio. kr. Men det er en sag, medarbejdernes repræsentanter må tage op i DSB’s bestyrelse.

DSB ER I FORVEJEN en virksomhed i dyb krise. Elendig ledelse. Elendig økonomi. Elendig service. Elendigt omdømme. At de hæderkronede Statsbaner i dag er endt på bunden, når vi taler troværdighed og tillid, er en tragedie.

Men tragedien bliver ikke mindre, hvis man hensynsløst tager de i forvejen hårdt ramte passagerer som gidsler i et nyt internt opgør.

Elendig ledelse. Elendig service. Elendig økonomi. Elendigt omdømme