EKSTRA BLADET og Dansk Folkehjælps juleindsamling til fattige børnefamilier er slut, og når der nu ikke er udsigt til en hvid jul, så kan resultatet nok gøre en del for at skabe julestemning.
Med omkring syv millioner kroner indsamlet sætter vi en ny rekord, som illustrerer, at glædeligt mange i Danmark er i besiddelse af varme julehjerter.
REKORDEN er så meget mere imponerende, eftersom SF’s Özlem Cekic og Liberal Alliances Joachim B. Olsen i fællesskab har gjort en ihærdig indsats for at flytte fokus fra sagens kerne, og den er ellers forholdsvis enkel:
Der er fattigdom i Danmark.
Ikke fattigdom af den slags, hvor mennesker dør af sult eller må gå uden sko i sneen, men stadig en fattigdom, som er både barsk og besk. Den rammer ikke mindst børnene, og den rammer dem naturligvis særlig hårdt, når det meste af Danmark fester.
Som vi gør ved juletid.
BØRNENE er uden skyld i deres situation. Uanset hvor man befinder sig i den fattigdomsdebat, som Özlem Cekic og Joachim B. Olsen gav så skæv en start, må det være åbenbart.
Og i hvert fald har det stået lysende klart for de mange mennesker, som har ydet deres bidrag til det flotte resultat af årets indsamling.
DESVÆRRE er det ikke kun indsamlingsresultatet, der sætter rekord. Antallet af familier, som er blevet godkendt til at få mad, godter og gaver, har heller aldrig været større.
Over 7000 familier står på den liste, og omkring 5000 af dem kan nu få hjælp til en god jul. Men det betyder altså også, at cirka 2000 desværre må få afslag på deres bøn om hjælp, som det ser ud lige nu.
Heldigvis har du stadig mulighed for at give af din overflod. Du kan sms’e, ringe eller maile penge ind eller overføre dem via banken, indtil weekenden er slut.
De penge vil med sikkerhed bringe juleglæde.