Valg forbudt

Et sted i hovedstaden sidder en flok mænd og planlægger en vanvittig aktion: De vil forhindre danske statsborgere i at stemme til folketingsvalget 15. september.

Konkret taler vi om en gruppe dybt radikaliserede islamister, der vil hindre anderledes tænkende muslimer i at deltage i valghandlingen. Blot for fuldstændighedens skyld nævner vi, at ungdomsafdelingen til den afsindige gruppe Hizb-ut-Tahrir menes at være med i slænget.

Disse mørkemænd vil danne vagtværn i bl.a. bydelene Mjølnerparken og Blågårds Plads i København samt andre steder, hvor koncentrationen af muslimer er stor.

Og som integrationsrådgiveren Mohammad Rafiq forklarer i dagens avis, vil vagtværnene 'indirekte' true demokratisk sindede muslimer til at lade være med at sætte kryds. Deres familier kan eksempelvis risikere at blive lagt for had i lokalsamfundet eller løbe ind i problemer i moskeen.

Man tager sig til hovedet. Hvad er det dog, der sker? Såmænd blot at ekstremisterne viser deres sande ansigt. De har ikke andet end had og foragt tilovers for det vestlige demokrati.

Hvorfor? Fordi den demokratiske styreform grundlæggende strider imod deres opfattelse af islam. Enhver lovgivning er en hån mod den rette tro, mener de. For alle de love, regler og rettesnore, mennesket behøver, er nemlig allerede nedfældet i Sharia –loven, der som bekendt taler om bl.a. offentlig stening, afhugning af hænder og uhyrlig undertrykkelse af kvinder.

Islamisterne ved lige præcis, hvad de gør. De fisker nye medlemmer blandt eksempelvis unge, rodløse og utilpassede muslimer, der af en eller anden grund er røget ud på et af samfundets gadehjørner, hvor de står og hænger.

Så det bedste, vi kan gøre for at stække ekstremisternes fremmarch er at presse på med integrationen. Vi har næppe noget andet valg.