Sagen om Selma

SELMA er kun fem år gammel. Meget tyder på, at hun i størstedelen af sit korte liv er blevet sexmisbrugt af sin far.

I forgårs afgjorde byretten, at Selma fortsat skal se sin far hver 14. dag...

EKSTRA BLADETS lørdagsmagasin Ekstra fortalte for knap to uger siden den rystende historie om Selma.

(Selma hedder ikke Selma i virkeligheden, men af indlysende årsager er hun anonym.)

Allerede da hun var otte måneder gammel, blev hun tilset på skadestuen, fordi hun havde blod i bleen. Det samme skete en måned senere. Lægerne nævnte muligheden for et seksuelt overgreb, men Selmas mor afviste tanken. Pigen var trods alt endnu ikke fyldt et år.

MEN DA SELMA lærte at snakke, begyndte hun detaljeret at fortælle om, hvordan faderen misbrugte hende seksuelt. Myndighederne har siden modtaget mere end 15 bekymrede indberetninger fra pædagoger, læger og psykologer, der fortæller om Selmas mareridt.

For knap to år siden blev Selmas far meldt til politiet, men det gik helt galt.

Politiet brød alle sine egne regler under videoafhøringen af Selma. Derfor turde den lille, bange pige ikke sige noget, og derfor droppede politiet sagen.

Den blev afvist, inden den overhovedet blev efterforsket.

GALSKABEN i den afgørelse er vel åbenbar. En fatal fejl fra politiets side betød, at Selma var prisgivet. Hun fik ikke en chance.

Efter at Ekstra Bladet bragte den modbydelige historie, har politiet nu besluttet at genåbne sagen.

Det er glædeligt, men samtidig bekymrende.

Hvor mange sager som Selmas findes der? Sager, politiet afviser uden for alvor at sætte en efterforskning i gang, og som blot overlader de små ofre til deres skæbne.

Hvis de altså ikke finder vej til Ekstra Bladets spalter.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere