Gakgak lønninger

KÆRE LÆSER. Tag godt imod Danmarks dyreste folketingspolitiker: Professor Niels Høiby fra Liberal Alliance!

ØH, HVEM? Spørgsmålet er forståeligt nok, for Niels Høiby har ikke tidligere arbejdet på Christiansborg. Men her i Folketingets meget lange sommerferie er han blevet indkaldt som suppleant, og det skal han have løn for.

SOM DET afsløres i dag i Ekstra Bladet kan Niels Høiby maksimalt komme til at arbejde 12 dage i Folketinget. Som reglerne er skruet sammen, vil Høiby for sin gæsteoptræden modtage 899.568 kr. i almindelig folketingsløn og såkaldt eftervederlag. Det svarer til ca. 75.000 kr. pr. mødedag. Hvis et eller flere møder aflyses, bliver daglønnen tilsvarende højere.

NU ER Niels Høiby ikke kun professor. Han er også klog, og han bruger ord som ’ejendommelig’, ’absurd’ og ’kvalmende’ om reglerne. Enig, enig og enig.

DESVÆRRE er de folkevalgte i Folketinget ikke ene om at være beriget med vanvittige lønregler. Kommunerne kan i den grad også være med, når det handler om groteske beregningsmodeller og gakgak ordninger.

BORGMESTRE er berettiget til såkaldt efterløn, når de forlader deres post. Oprindeligt var efterlønnen tænkt som kompensation, når bykongerne blev arbejdsløse. Men reglerne boner skam også, hvis borgmestrene fordufter til et andet job.

BARE SPØRG f.eks. Klaus Bondam (R), Nick Hækkerup (S), Søren Pind (V) og Mads Lebech (K). De scorede alle mellem en halv mio. og 800.000 kr. i efterløn. Eller spørg SF’s nu meget forhenværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard, der efter afsløringen af sit adresse-fuskeri i sidste måned belønnes med 728.000 kr.

VK-REGERINGEN har for lang tid siden meddelt, at der ikke skal røres ved politikernes lønregler. Socialdemokraterne tøver, mens de øvrige partier godt kan se fornuften i at ændre de åbenlyst urimelige regler. Men mon ikke Helle Thorning og co. kommer på andre tanker efter valget?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere