Dobbelt-Helle

EN LARMENDE tavshed præger hele rød blok, efter at Helle Thorning har vist sig at være en af de ’samfundsnassere’, som partiet ellers har rakket voldsomt ned på – folk, der leaser deres privatbil i Tyskland for at spare på momsen.

NICK Hækkerup, S-skatteordfører, var ufrivilligt komisk, da han i går i Ekstra Bladet krampagtigt forsøgte at forsvare sin partiformands dobbeltmoral. Blandt andet mente han, at Thorning måske ikke havde forstået det tyske ord for moms (Mehrwertsteuer), hvad hun dog nok gør efter fem år i EU-Parlamentet. I øvrigt var kontrakten på dansk, såh  ...

OPGAVEN er utaknemmelig, fordi Socialdemokraterne altid er voldsomt moralsk opbragte, når de argumenterer. Derfor falder de også med nogle ordentlige klask fra deres høje heste, når de med jævne mellemrum handler stik modsat af, hvad de selv prædiker. Når Helle Thornings mand for eksempel gerne vil slippe billigt i skat. Når de ansporer alle til at sætte deres børn i folkeskole og derefter selv vælger privatskole og så videre.

FAIR LEASING-afsløringen er foregået i en langsomt sprællende nedtur. Påstanden om, at Thorning intet vidste om momsfordelen, virkede alligevel hurtigt for ubegavet for en statsministerkandidat. Dernæst viser det sig, at hendes leasing startede lige præcis i perioden, hvor der blev fremsat lovforslag for at standse fidusen. Alligevel fremturede hun altså på privat plan. Et hykleri, selv den mest loyale partisoldat har svært ved at æde, selv om det ikke drejer sig om de store beløb.

ULANDSHJÆLPEN følger nu lige i kølvandet på bil-leasingen. Her har S og SF i årevis skoset regeringen, fordi den indregner den hjælp til fattige lande, der først og fremmest skal dæmpe terror-truslen. Nu overtager S og SF uden kvababbelser det smarte bogholderkneb.

Ole Sohn - glat som altid – bagatelliserer kovendingen som en teknisk diskussion. Vi venter spændt på den næste ’tekniske diskussion’.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere