Pias hykleri

'GROTESK'. Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Falck-redder Hugo Hammel i dagens avis. Han ryster på hovedet over konsekvenserne af de krisepakker, som VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti har proppet ned i halsen på danskerne det seneste års tid.

FALCK-REDDERENS udbrud får næring af den rapport, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har offentliggjort om VKO's økonomiske aftaler med de forjættende titler 'Forårspakke 2.0' og 'Genopretningspakken'.

KONKLUSIONERNE, der yderligere forstærkes af bl.a. efterlønsmassakren i 2020-planen, er grum læsning: Det er Danmarks fattigste, der betaler regningen for ikke mindst de massive skattelettelser. Eller sagt med andre ord: De rigeste tjener på krisepakkerne.

OG DET ER IKKE småpenge, vi taler om. Ifølge AE's beregninger scorer de allerrigeste i 2020 knap 40.000 kr. om året på VKO's såkaldte krisestyring. Omvendt vil danskerne med de laveste indtægter i snit tabe 1200 kr.SAT PÅ et kort ser det således ud: Vinderne bor i whiskybæltet nord for København. De største tabere bor i udkantsdanmark.

MEN HALLO!

AE ligger arm i arm med Socialdemokraterne, så beregningerne er næppe det papir værd, de er trykt på? Der er vel tale om bestilt arbejde? Indvendingen er relevant. Men dertil er at sige, at en økonom som professor Bo Sandemann Rasmussen, Aarhus Universitet, er enig i hovedkonklusionerne. Og han har såmænd tidligere været ude med riven efter S og SF's 'Fair Løsning'.

RAPPORTEN bliver ikke den foretrukne godnatlæsning for Dansk Folkeparti og slet ikke for partileder Pia Kjærsgaard. Gang på gang har hun forsikret, at hun ikke kunne drømme om at indgå økonomiske aftaler med social slagside, men kun tænker på samfundets svageste, de ældre, hjemmehjælperen, kassedamen osv.

EFTERLØNS-MASSAKREN har udstillet Pia Kjærsgaards hykleri. Rapporten fra AE cementerer hendes bedrag over for de vælgere, hun hævder at kæmpe for. For hende handler det om at ligge i med V og K og presse regeringen til at acceptere idiotiske parade-forslag.

DET ER VÆRD at have i baghovedet, når valget kommer til efteråret.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere