Den sidste falliterklæring

null

BRØNDERSLEV-sagen med de ti misrøgtede børn kan blive den murbrækker, der skal til, før systemet bliver ændret. Alle vasker hænder nu, og ingen har gjort noget forkert, plaprer de. Alene dét skriger til himlen: Ingen har længere tillid til, at lidt flere sagsakter og lidt flere passive kommunale hændervridere klarer problemerne.

VI BRÆKKER os, hvis vi skal høre flere bortforklaringer på, hvorfor det går så galt gang på gang. Kommunerne jubler jo, når de får eksporteret en nomade-familie med tonsvis af problemer til en anden kommune. Formentlig er også Brønderslev-sagen en uskøn blanding af kassetænkning og konfliktsky, offentlig slendrian.

LOVENE ser måske godt ud set fra samfundets solside. Men i praksis er der skæbnesvanger forskel på, om et barn bliver vanrøgtet i Tønder eller Nordsjælland. De højt besungne selvstændige kommuner har en infam interesse i at lukke øjnene –  og det gør de. Alt andet koster penge.

BØRNESKÆBNER bliver kvalt i papir og slendrian i mellemtiden. ’De boede anderledes, men det er ikke et parameter for tvangsfjernelse. Børnene fik den omsorg, de havde brug for’, som Brønderslevs borgmester sidste år frejdigt fastslog. Det var jo løgn.

ET REJSEHOLD, der kan samle ekspertise og mandsopdække kommuner, som unddrager sig ansvaret, er et af forslagene. En hotline, hvor indignerede socialarbejdere og lærere, hvis alarmråb bliver negligeret, er et andet. En fælles fond, som kan betale, når børnene skal tvangsfjernes, er nævnt. Kom i gang – det kan kun gå for langsomt. Der sidder stadig børn derude, som mangler hjælp.

PENGE er helt klart en mangelvare i sagerne. Hvis Brønderslev Kommune skulle have handlet helt efter bogen, ville skatteprocenten stige et par takker. Sandsynligvis ville det koste mindre at reagere hurtigere i stedet for at lege struds på børnenes bekostning.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere