Hævnen kommer

BILLEDERNE er blevet vist igen og igen det sidste døgns tid: Jublende amerikanere hængende ud af biler med viftende Stars and Stripes - triumferende scener som vi normalt kun ser efter store sportsbegivenheder.

ÅRSAGEN er en helt anden. Amerikanerne jubler, fordi terroristen over alle terrorister, al-Qaida-lederen Osama bin Laden, endelig er blevet fjernet fra denne verdens overflade. Efter 15 års indædt klapjagt lykkedes det natten til mandag amerikanske elite-enheder at få ram på uhyret, der bl.a. stod bag de vanvittige angreb med kaprede fly tre steder i USA tirsdag 11. september 2001.

AMERIKANERNES eufori er forståelig. Mange føler, de har fået en personlig hævn over den ekstreme islamist. Og amerikanernes selvforståelse og -følelse er atter intakt. Ydmygelsen af verdens mægtigste militærmagt er slut.

Drabet på Osama bin Laden har kolossal betydning. Først og fremmest symbolsk. Det altoverskyggende spørgsmål er, hvad de praktiske konsekvenser bliver.

DET ANSES for givet, at bin Ladens næstkommanderende, den egyptiske øjenlæge Ayman al-Zawahiri, overtager ledelsen af terror-organisationen.

AL-ZAWAHIRI er den blodigste chef i al-Qaida-slænget, men galningen mangler den karisma, bin Laden besad. Han vil gudskelov ikke være nogen stærk førstemand. Desuden er al-Qaida i forvejen stækket og præget af intern splittelse. Men den rabiate organisation er stadig dødsensfarlig.

KUN ÉT ER SIKKERT. Bin Ladens død skal hævnes. Der vil komme gengældelses-aktioner, og de vil komme snart. At tro at verden er blevet et fredeligere sted at leve efter bin Ladens død vil være utilgiveligt naivt.

0 kommentarer
Vis kommentarer