Burger-drama

MCDONALD’S praler med – ja, lover højt og helligt – at ingen af deres burgere er mere end højst ti minutter gamle. Og det er jo rart at vide, for sådan en sag går hurtigt fra det saftige til det klamt svampede.

DESVÆRRE er garantien for den superfriske vare helt ny viden for de ansatte, da Ekstra Bladet satte sig for at afprøve de flotte løfter: Ti minutter blev til det tredobbelte, inden den efterhånden halvsmattede burger røg over disken.

FOR AT vise, hvor alvorligt McDonald’s tager sin garanti, bruger burgerkæden et system med små skilte, hvor de ansatte meget nemt kan tjekke, hvor længe varen har ligget i varmeskabet.

MEN EKSTRA Bladets burger-patrulje observerede fra by til by, hvordan de ansatte bare smed skiltene ud, når bøffen var blevet for gammel og solgte varen uden at blinke. Vil kunderne selv følge med i skiltene, skal de være iført en større skipperkikkert for at kunne øjne mærkningen fra kundens plads ved kassen. Hvorfor ikke bare tidsstemple burgerne? spørger en kunde meget relevant.

KONFRONTERET med de pinlige resultater satte McDonald’s straks himmel og jord i bevægelse, bl.a. med at genoptræne personale, der åbenbart aldrig havde opfattet, hvad der skulle være et af de donaldske adelsmærker –   friskhedsgarantien. I betragtning af den kontrol, kæden hævder, den selv udfører, er det påfaldende, at de ikke har opdaget, den var gal, før Ekstra Bladet hjalp til.

EN DEL vil måske ryste på hovedet ad burgerpatruljens nidkærhed over for noget snyd.

MEN HVORFOR skulle det være vigtigere at sende luksusbuge ud på de fineste restauranter, hvor de smager sig kritisk gennem krondyrs grad af gennemstegthed? Den slags bliver der fyldt mange avissider med. Maden koster ganske vist mere dér. Men en burger er absolut heller ikke billig mad for kædens kunder.

MAN SKAL simpelt hen holde, hvad man lover –  det ved ethvert barn.