En utaknemmelig mand

EKSTRA BLADET afslørede i går, at minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Henrik Høegh (V) drastisk vil beskære statens finansiering af fødevarekontrollen. I øjeblikket koster kontrollen 53 millioner kroner om året. Det beløb skal efter planen barberes ned til 25 millioner kroner.

Mere end en halvering, altså. Der vil i fremtiden bliver mindre kontrol.

TIMINGEN for denne brutale nedskæring er ganske besynderlig.

Så sent som torsdag fortalte Ekstra Bladet om de klammeste grillbarer, pølsevogne og andre sælgere af fastfood i Danmark. Steder, hvor kunderne ikke blot risikerer at forlade stedet med en dårlig smag i munden, men også med en alvorlig madforgiftning.

Det var fødevarekontrollen, der havde fundet frem til de formastelige. Et eksempel på at systemet virker.

TIDLIGERE har vi oplevet fødevareskandaler, som først fik myndighedernes bevågenhed, når medierne havde afsløret dem. F.eks. da DR påviste, at flere SuperBest-butikker om aftenen pakkede hakket oksekød om og satte nyt datomærke på, så det pludselig blev en dag yngre.

Erfaringen viser, at nogle virksomheder gerne skyder genvej til hurtige penge, hvis der er mulighed for det. Derfor er der behov for kontrol.

Slækkes der på den, kan vi forbrugere komme til at betale prisen. Ikke blot i form af længerevarende toiletbesøg –  salmonella kan slå ihjel.

HENRIK HØEGH har i sin tid som fødevareminister gjort sig bemærket ved at være meget optaget af erhvervslivets velfærd og kun lidt interesseret i forbrugernes.

En sær utaknemmelighed.

Manden har trods alt siden 2000 modtaget over fem millioner kroner fra skatteyderne i bistandshjælp. Også kaldet landbrugsstøtte.

Hvad er takken? Diarré.
0 kommentarer
Vis kommentarer