Vi har alle et ansvar

I GÅR indledtes sagen mod et forældrepar fra Tinglev i Sønderjylland, der står tiltalt for seksuelt misbrug af deres tre børn gennem ca. 12 år.

DEN kommende tid vil tre unge menneskers tragiske barndom blive oprullet i retten i Sønderborg. En barndom, der - ifølge anklageskriftet - har været præget af grove overgreb mod børnene. Ikke mindst mod parrets retarderede datter: Hun er - siden hun gik i 6. klasse - blevet sex-mishandlet mindst 100 gange, lyder det fra anklageren.

DE SENERE år har budt på den ene sag om mishandling af børn værre end den anden. Forleden blev en far fra Sønderborg idømt ni års fængsel for misbrug af tre af sine døtre. Og hvem glemmer tragedien fra Tønder, hvor hovedpersonen fik 10 års fængsel for dels at have lejet sin mindreårige datter ud til sex, dels selv at have forbrudt sig mod hende.

HVER GANG, den slags modbydelige overgreb kommer til offentlighedens kendskab, rejses spørgsmålet: Hvorfor har myndighederne ikke grebet ind i tide? Hvordan kan misbrugene få lov at fortsætte år efter år, uden at nogen slår alarm?

SVARET er enkelt. Kommunerne er tilsynsmyndighed, og mange af dem vender det blinde øje til, fordi det koster en bondegård at tvangsfjerne et barn. Så hellere se tiden lidt an.

SELV OM de lokale politikere lover bod og bedring, når en sag opfanges af medierne, tyder intet på, at tingene vil ændres. For med den mildest talt anstrengte økonomi, regeringen har stillet i udsigt de kommende år, vil kommunerne med garanti være endnu mere tilbageholdende med tilsyns-besøg og tvangsfjernelser. Udsatte børn bliver dermed endnu mere udsatte.

DERFOR må vi indse, at vi alle har et ansvar. Og leve op til det. Altså råbe myndighederne op, hvis vi har mistanke om, at naboens børn lider overlast. Vel skal der værnes om privatlivets fred, men ikke for enhver pris.

Det er ikke stikkeri at gøre opmærksom på et barn i nød. Det er medmenneskelighed.

0 kommentarer
Vis kommentarer