MÅSKE ufrivilligt har Helle Thorning åbnet en ladeport for spekulationer om den omstridte efterlønsordning.
S-BOSSEN lagde ud tirsdag med en advarsel til fagbevægelsen om, at det kan koste efterlønnen, hvis den ikke lever op til aftalen med S og SF om at skaffe 15 milliarder kroner ved bl.a. at forlænge arbejdstiden med 12 minutter om dagen. Og i går tog Helle Thorning tråden op ved at erklære, at hun aldrig har garanteret (som Poul Nyrup kom for skade i 1998), at Socialdemokraterne ikke vil ændre i efterlønnen.
NÆSTEN samtidig meddelte SF’s gruppeformand, Ole Sohn, at hans parti heller ikke vil give nogen garanti for en urørt efterløn.
BÅDE VK-blokken og de radikale er ved at falde over hinanden i begejstring over udtalelserne fra Rød Stue, mens fagbevægelsen rynker brynene. FOA-formanden, Dennis Kristensen, kalder det utrygt, når der ’sådan bliver strøet rygende pistoler rundt omkring’.
SOM S-FORMAND har Helle Thorning ellers flere gange sagt kategorisk nej til, at der kan pilles yderligere ved ordningen. Godt sekunderet af sin politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der for et par måneder siden udtalte: ’Det bliver over mit lig!’
DEN TRUSSEL er til at leve med. S-formanden kan nemlig blive tvunget til at finde alternative løsninger, når det går op for parti og fagbevægelse, at en forlængelse af arbejdstiden kun vil kaste fem-seks milliarder kroner af sig på årsbasis.
OG HER kan efterlønnen vise sig at være et nyttigt redskab. Langt ind i de faglige organisationer – ikke mindst ude på arbejdspladserne – vil der være forståelse, hvis ordningen beskæres til kun at omfatte dem, der virkelig har behov for tidlig pensionering:
Nemlig de nedslidte. Dem, der har knoklet et helt liv og kun kan se frem til et otium på den laveste pensionssats.
Følg Lederen
