Pias forræderi

null

HIDTIL HAR Pia Kjærsgaard været i stand til at markedsføre sig selv som de dårligt stillede danskeres bedste politiske ven. Intet forlig har været for småt til, at der ikke var en ekstra check til pensionisterne. Checken var ganske vist aldrig af en størrelse, så den reelt forbedrede pensionisternes økonomi, men Dansk Folkeparti har været danmarksmester i at dyrke det gamle mundheld om, at det er tanken, der tæller. Selv dybt ind i arbejderklassen troede man på myten.

Ikke fordi Dansk Folkeparti nogen sinde reelt har hjulpet arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere eller andre, der har mistet deres job. Myten var alene næret af en velsmurt propaganda maskine med nutidens største og bedste folkeforfører Pia Kjærsgaard som megafon.

I DENNE UGE tabte Pia Kjærsgaard alt. Ikke fordi hendes politik har ændret sig. Pensionisterne fik igen kun symbolsk hjælp. Men denne gang kan selv den mest tungnemme dansker se Pias forræderi mod nogle af de allersvagest stillede - de langtidsledige.

Hun straffer dem ikke bare en gang, men fire gange: Dagpenge tiden halveres, adgangen til efteruddannelse forringes, man skal være dobbelt så længe i arbejde for igen at få dagpenge, og børnechecken blev beskåret for alle med mere end to børn - og det er der flere lavtlønnede, der har, end højtlønnede.

BAG FORRÆDERIET ligger – igen – en iskold politisk beregning: Der er ganske enkelt flere pensionister end langtidsledige. Og pensionisterne er en langt stærkere pressionsgruppe.

Jeg tror, Pia Kjærsgaard denne gang har fejlfortolket danskerne. Det er muligt, halvdelen støtter en halvering af dagpengeperioden, men det er helt sikkert, at over halvdelen vil stemme på rød fløj ved næste folketingsvalg alene af den grund, at Pias forræderi mod de dårligst stillede nu står lysende klart.

PIA KJÆRSGAARD er selv uddannet hjemmehjælper, og hun skabte DF for at bekæmpe det etablerede politiske system. Men kampen mod den indspiste elite er åbenlyst slut for Pia Kjærsgaard. Hun er selv blevet en del af den. Hun er blevet levebrødspolitiker uden forbindelse til sine rødder. Dermed er Dansk Folkeparti også på vej til at miste sin eksistensberettigelse.

De ved det bare ikke selv - endnu.
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen