Kommunalt hovmod

BORGERE MED vigtige budskaber til deres rådhus bør leje et hornorkester eller lignende, hvis de vil trænge gennem den kommunale Berlinmur. Det mest åndssvage er i hvert fald at skrive en mail, et brev eller på anden måde bruge dagligdags kommunikation.



DEN SLAGS ryger lige i skraldespanden.



NU HAGLER det ind med eksempler på skoler, der har forsøgt at fortælle de ansvarlige på Københavns Rådhus, at den har været helt gal med istandsættelsen af de københavnske skoler. I årevis.

I FORVEJEN ligner masser af kommuneskoler noget fra et rumænsk børnehjem. Nedslidte, uhumske, fugtige og afskallede rammer om nogle af de vigtigste år i et menneskes liv.



NU VISER det sig, at når der endelig er udført istandsættelser i København, har de kostet det tidobbelte af dagsprisen, og at det har været udført af polske klamphuggere på sort arbejde. Hvem siger, det samme ikke sker i mange andre kommuner, hvor man har travlt med at entrere med smarte, private firmaer, hvor højtbetalte konsulenter skal hidkaldes for at sige, at vinduerne trænger til ny kit.



ALLE FORSØG fra skolernes side er hamret ind i det selvtilstrækkelige betonhierarki. Ingen gad læse brevene. Ingen gad se fotos af de klodsede reparationer. Og ingen – vorherre bevares! – kunne drømme om at movere sig ud på skolerne for ved selvsyn at konstatere, at kommunen er blevet tørret godt og grundigt – med børnene som tabere.



VENSTRES borgmester i København, Pia Allerslev, endte med at vælge at fortsætte i samme stol efter valget for nylig. Man undrer sig over hvorfor, når hun interesserer sig så lidt for, hvad der foregår.



VIRKER farcen bekendt? Ikke så mærkeligt. Københavns socialborgmester har også tidligere vist, hvordan nødråb fra oprørte borgere blev negligeret totalt. Dengang var det udviklingshæmmede, det gik ud over.



TIL SIDST ender folk med at være helt ligeglade. Men det er måske formålet.


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere