Den glade giver

MÆRSK vil gerne fremstå som Danmarks store gavmilde erhvervsmand.

OG VE den loppe, der ikke springer på kommando og smider sig på maven i taknemmelighed, når han udi egen selvforståelse skænker af sin visdom og formue.

HVORFOR arkitekt Henning Larsen pludselig efter flere års indeklemthed har fået lyst til at fortælle om bagsiden af samarbejdet med skibsrederen henstår i tågerne.

Den forgudede Larsen havde åbenbart ikke regnet med, at Mærsk i helt så blasfemisk omfang ville have udformet operahuset efter sine egne ønsker og fikse ideer. Men sådan er vilkårene for arkitekten, når han er bestilt og betalt og ikke har vundet opgaven i en arkitektkonkurrence.

DET VIRKER noget sent pludselig at tage hævn for ydmygelserne. Det taktløse begreb ’svagpisser’ blev nævnt i går.

MEN LARSENS forsinkede forsøg på oprejsning er samtidig en snertende påmindelse om, at mange andre også har det med at bøje nakken og rable ’Iiih, mange tak’ og ellers holde kæft.

BEGREBET ’den glade givers etik’ er en by i Rusland for den stenrige olding. Indvendinger eller ændringsforslag til, hvordan han drypper millioner tilbage i samfundet – bl.a. tjent på Nordsø-olien – opfattes som smålige og utaknemmelige.

KØBENHAVNERNE ønskede sig ikke en kæmpe-opera i havneindløbet. De blev i hvert fald ikke spurgt. Al sædvanlig behovsanalyse og kutyme for lokalplaner og trafikforhold blev pulveriseret, da Mærsk viftede med milliarderne. I dag kæmper kolossen stadig med sin isolerede og mennesketomme placering uden for showtime.

AT DET så senere blev påvist, at Mærsk kunne trække adskillige millioner til operahuset fra i skat på sin almene fond, så det i virkeligheden blev skatteyderne, der var med til at betale gildet, blev mødt med isnende tavshed.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere