Hvor meget er en dansk soldats liv værd?

DET ER BLODIG ALVOR at være dansk soldat i Afghanistan. Hver dag sætter de livet på spil. 29 er allerede døde, og derfor er det mindste, vi anstændigvis kan gøre, at sikre, at de altid har det bedst mulige materiel.

Forsvarsminister Søren Gade har udtrykt det meget præcist: ’Jeg vil ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis vi på grund af pengemangel for eksempel undlader at købe beskyttelse mod vejsidebomber’.

INGEN KAN VÆRE UENIG. Problemet er bare, at de danske soldater i Afghanistan ikke har det bedste udstyr mod vejsidebomber. Og Forsvaret ved det godt! Hvilket gør skandalen komplet.

M113, som et af patruljekøretøjerne hedder, har ’blød bund’, hvilket gør det til et let offer for Talibans vejsidebomber. Blandt soldaterne kaldes M113 ’blikdåsen’.

Tre danske soldater blev dræbt af en vejsidebombe, mens de var på patrulje i en ’blikdåse’. Det var i december sidste år – to måneder efter Forsvarets egne eksperter anbefalede en sikkerhedsopgradering.

DET KAN VI I DAG afsløre, og vi kan – desværre – også afsløre, at der stadig intet er sket.

Mon Søren Gade selv har lyst til at køre på patrulje i en blikdåse i Afghanistan?

FORSVARET VIL UNDSKYLDE sig med, at de mangler penge. Men det er løgn.

Kan en dansk soldats liv gøres op i penge? Åbenbart. Og det er tilsyneladende mindre end en halv million kroner værd, hvilket er prisen for den nødvendige sikkerhedsopgradering af M113.

Som Ekstra Bladet tidligere har afsløret, brugte Forsvarets chefer sidste år 24 millioner kroner på repræsentation – 10 millioner mere end budgettet. For de penge kunne man have betalt en nødvendig sikkerhedsopgradering af næsten 50 patruljekøretøjer i Afghanistan.

Pengene blev altså brugt på pindemadder til cheferne frem for soldaternes sikkerhed.

Det er det rene vanvid. Hvordan kan man tillade sig at skalte med menneskeliv på den måde?

INGEN VED NATURLIGVIS med sikkerhed, om de tre unge, danske soldater havde overlevet med en bedre sikring. Men vi ved, at de danske soldater stadig kører i M113 med blød bund trods eksperternes advarsel.

KAN DU STADIG SE dig selv i øjnene, Søren Gade?

Pengene blev altså brugt på pindemadder til cheferne frem for soldaternes sikkerhed

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere