Kujonerne i regeringen

TIRSDAG AFTEN døde den 22-årige konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen af de kvæstelser, han fik af en eksplosion i Helmand-provinsen i Afghanistan i slutningen af oktober. Rune er den 29. dansker, der er faldet i krigen.

Ministrene står i kø for at udtrykke sorg, hver gang en soldat er slået ihjel. Men går derefter hurtigt over til næste punkt på dagsordenen.

ALLE VED, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes militært, og at demokratiseringsprocessen i landet har slået fejl. Alligevel ønsker regeringen ikke en debat om Danmarks fortsatte engagement.

DEN DEBAT (om en såkaldt exit-strategi) føres ellers ivrigt i andre europæiske lande. Også i USA. Ganske vist vil præsident Obama om få uger meddele, at der vil blive sendt op til 40.000 friske tropper ind i krigs-zonen, men samtidig vil han offentliggøre en slutdato for den amerikanske indsats.

– Min efterfølger skal have et rent bord at arbejde med, har han sagt.

HVORFOR TØVER Lars Løkke, Lene Espersen, Per Stig Møller, Søren Gade og andre ministre med at lægge op til en debat herhjemme?

Fordi de er kujoner. Fordi de frygter en offentlig debat om betimeligheden i Danmarks fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan. Fordi de frygter at tabe ansigt – og mandater til deres partier – hvis folkestemningen skifter og kravet om tilbagetrækning bliver massivt. Fordi de for alt i verden vil undgå at få stillet spørgsmålet: Hvor mange flere soldater skal dø, inden I kommer til fornuft?

FRA DAG ET har Ekstra Bladet været imod folketingsflertallets ulykkelige krigseventyr i Afghanistan. Men nu er vi der – og tilbagetrækningen kan ikke ske fra den ene dag til den anden. Et mindstekrav må dog være, at regeringen mander sig op og åbent erkender, at krigen ikke kan vindes på slagmarken, og at de danske soldater nu må trækkes tilbage under ordnede forhold.

29 ofre har været 29 for mange.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere