Smid Bondam på porten

null

DER BURDE være en regel for, hvor meget politikere kan tillade sig at sjofle deres vælgere. Det er der desværre ikke. Derfor har den undrende befolkning det seneste døgn været vidne til en række usædvanligt ulækre manøvrer i kølvandet på tirsdagens kommunalvalg.

Mest politikerlede fremkalder i særklasse den radikale Klaus Bondam fra Borgerrepræsentationen i København. De radikale i hovedstaden gik til valg på at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Det lykkedes sådan set, men da de radikale selv gik tilbage, stod Bondam uden borgmesterpost, borgmester-bil og ikke mindst borgmester-løn. Og det er trods alt mere end tre millioner kroner over en fireårig periode.

DERFOR SMED Bondam al politisk anstændighed over bord og gik i alliance med Dansk Folkeparti. På den måde kan han bevare alle sine goder. Tjuhej, så ulækker kan politik være. For det ikke skal være løgn, så forsøgte Bondam at forsvare sig med, at han på den måde sikrede de radikale maksimal indflydelse på Københavns Rådhus.

Det giver mindelser om mafiaens måde at arbejde på, men også om romertiden, hvor folk uden moral sikrede sig maksimal indflydelse ved simpelt hen at slå modstanderen ihjel.

I DAG ER metoderne knap så blodige, men for os, der ser på, er leden lige så stor, som hvis Bondam havde opereret med kniv og kårde. Blandt medlemmer af nationen! var dommen klar allerede i går: Smid Bondam på porten. Det er en klar opfordring til den radikale ledelse; men partiet, der ellers altid har så travlt med at spille rollen som moralens dørvogtere, har stukket piben ind.

Hvis man skal finde noget positivt ved Bondams vælgersvigt, så må det være, at der forhåbentlig nu for alvor bliver gjort op med styreformen på Københavns Rådhus. Som det er i dag, inviterer det tilfælde som Bondam til at sælge helt ud. Lad os få et almindeligt flertalsstyre, som vi kender det fra Folketinget. Der ved man, hvad man får, når stemmerne er talt op. For kunne nogen forestille sig en situation, hvor Lars Løkke var nødt til at finde sig i at have Ole Sohn fra SF som finansminister og Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne som socialminister. Nej, vel. Men hovedstaden må nu i værste fald bære det kors, det er at slæbe rundt på klovnen Bondam som borgmester i fire år mere. Kønt er det på ingen måde.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere