100.000 kr. og god tur hjem

null

REGERINGEN og Dansk Folkeparti aftalte i aftes, at utilpassede udlændinge fra ikke-vestlige lande skal tilbydes 100.000 kr. i afskedsgave, hvis de giver afkald på deres faste opholdstilladelse og rejser tilbage til hjemlandet. Uden fortrydelsesret.

DET ER et tilbud, som kan give de pågældende en fornuftig etableringsmulighed, fordi de kommer ganske langt i udviklingslande med det beløb. Hidtil har taksten været 11.000 kr., hvoraf kommunerne selv skulle betale en del. Fremtidigt refunderer staten alle 100.000 kr.

Det kan blive en god forretning for Danmark, fordi udlændinge med tilpasningsproblemer typisk koster dyrt, undertiden i flere generationer. Hos Socialdemokraterne nikkes der da også ja til forliget.

EN ANDEN V-K-DF-aftale er en reaktion på sommerens afsløringer i Ekstra Bladet af dansk-irakiske socialbedragere, som både hævede skattefri gigantlønninger i Irak og fuppede sig til førtidspension i Danmark. Dette forlig muliggør udvisning i tilfælde, hvor socialbedrageriet straffes ubetinget. Desuden øges stikprøvekontrollen i pensionssager, og der indføres pligt til, at pensionister meddeler rejser på over to måneders varighed til kommunen.

STRAMNINGERNE bydes velkommen af de ansatte i kommunerne, der skal kontrollere socialbedrageri. 'Gammeldanskere' påføres lidt ulejlighed, men det er prisen for at ramme svindlerne.

Udlændingeservice skal også deltage i flere razziaer mod illegalt arbejde, hvor udlændinge uden arbejdstilladelse udnyttes, og dansk arbejdskraft underbydes.

DISSE TILTAG mod problem-udlændinge må ikke skygge for, at integrationen af ikke-vestlige nydanskere faktisk er en succes. Aldrig har så mange unge med fremmed baggrund været under uddannelse, og aldrig har så mange af de lidt ældre indvandrere været i arbejde.

Uanset krisen går det faktisk ret godt med beskæftigelsen af dem. Så meget mere grund er der til håndfast at få løst problemerne med det fåtal, der nægter at tilpasse sig reglerne i det lille land med de mange sociale tilbud.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere