Irakernes selvmål

null

DE IRAKISKE besættere i Brorsons Kirke på Nørrebro fortæller, at de bliver slået ihjel, hvis Danmark tvinger dem hjem.

DET PASSER ikke. De har ikke noget at frygte, fortæller deres mange forundrede landsmænd i hjemlandet, når de får præsenteret irakernes påstande.

EKSTRA BLADETS undersøgende journalister har været på en overraskende fact-finding mission i Irak. Vi bad om at få kopier af sagsakter fra fem-ti af de afviste irakere i kirken. De kunne suverænt selv udvælge hvilke. Det skete med hjælp fra støttegruppen Kirkeasyl.

MAN MÅ altså formode, at hér ville der virkelig være skyts mod det ubarmhjertige danske system. Desto større er overraskelsen over resultatet. – Du er ikke i fare, forsikrer bl.a. den lokale politimester i byen Pirde, hvor en af de udvalgte irakere, Mohamad Jaff, kommer fra.

– HVORFOR skulle nogen i det her land bruge kræfter på at forfølge en stakkels mand, som har mistet alt i Irak og nu også i Danmark, siger også den kurdiske krigshelt, det nye politiske fyrtårn Mam Rostam. En mand, man havde ventet ville bakke de ca. 60 Brorsons-irakere op. Men han gør altså det stik modsatte.

– DE FLESTE asylsøgere er løgnere, siger han rent ud.

FOLKESTEMNINGEN har været det eneste, der kan redde de i alt 282 afviste irakiske asylsøgere. Opbakningen i befolkningen har svinget en del op og ned. I negativ retning når det kommer frem, at irakere i stor stil rejser hjem på ferie med stopfyldte fly hver uge. Men med sympati når kunstnere og støttegrupper bakker op med café i krypten og hjælp til børnene, der har spildt deres barndom i Danmark.

TROVÆRDIGHEDEN, som folkestemningen er så afhængig af, hænger nu i laser. Irakernes egne håndplukkede eksempler holdt ikke vand i virkeligheden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere