Provo-Pind

SØREN PIND (V) er igen en mand, der får det til at slå gnister i dansk politik. Flere har travlt med at erklære ham for amatøragtig og ustabil til nogensinde at opnå sit drømmejob som Danmarks næste udenrigsminister.

DET ER magtkamp på flere niveauer. Dels internt i Venstre. Og samtidig ser vi regeringen – især Socialdemokraterne – i angreb på Venstres provokerende udenrigsordfører, som de bl.a. kalder dilettant.

UDADTIL drejer det sig først og fremmest om Pinds skriverier om de amerikanske droneangreb mod terrorister. De er som bekendt blevet mangedoblet under præsident Obama. Pind har kaldt dem snigmord. Men Pind påstår, at han ikke lægger noget værdiladet i ordet. Droneangrebene ER blot, klinisk set, snigmord. Hvad enten vi kan lide hans ordvalg eller ej.

HANS EGNE partifæller har dog svært ved at gradbøje ordet. Flere af dem er ved at få fnidder af mandens altid store armbevægelser – også når det gælder useriøse rablerier på Facebook. Socialdemokraterne er forargede over omtalen af snigmord og Obama i samme sætning. Skarpt udfrittet har S-ordfører John Dyrby Paulsen dog ikke noget erstatningsord for droneangrebenes morderiske effekt. Det kan man have en nuanceret holdning til, siger han.

ANONYME Venstre-folketingsmedlemmer, der mener, at Pind er for ustabil til fremover at blive til noget stort i partiet, kan i samme åndedrag bekvemt pege på hans konkurrent til drømmeposten – Lykke Friis (V).

PIND VAR fremme med sine tanker om snigmord og droner sidste sommer. I øvrigt i et vist parløb med den radikale Rasmus Helveg Petersen. Dengang tog hans nu så kritiske partifæller det knusende roligt. Også Socialdemokraterne var helt tilbagelænede, for den sags skyld.

INTERNATIONALT har der allerede længe kørt en debat i Pind-sporet, uden at man er kommet ret meget videre, andet end at FN skal undersøge det. USA's forstærkede droneangreb bl.a. i Pakistan er i et uklart lovområde. Er det f.eks. i orden folkeretligt at sende en drone langt ind over landegrænser? USA siger ja – Obama har som bekendt helt overtaget George Bush' globale krig mod terrorister.

Læs reportagen på side 14-15

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere