Vi vil bekæmpe kryster-samfundet

I JULI AFSLØREDE Ekstra Bladet, at Knud Løkke Rasmussen, statsministerens bror, på sin Facebook-profil hånede brormands politiske modstandere. Bl.a. skrev han, at Villy Søvndal er 'en idiot', og om Mette Frederiksen hed det: 'Vil sådan set hellere æde pigtråd og pisse glasskår end kalde soc'ernes skrigeskinke for min ven'.

Opsigtsvækkende og pinligt – også for Lars Løkke. Bror Knud kæmpede da også med næb og klør for at undgå, at vi bragte historien. Påstanden var, at udgydelserne foregik i et privat, lukket rum, Facebook.

Knud Løkke havde åbenbart ikke mandsmod nok til at kæmpe sin brors politiske sag i offentligheden. Og han er ikke den eneste.

FACEBOOK ER IKKE KUN hyggelig hverdagspludren, det er også blevet et eldorado for hadesider, brutal mobning og generel tilsvining. Her skrives alt det, man ikke tør sige direkte – face to face – under dække af, at kun 'vennerne' kan se med.

Men det er det rene vrøvl. Nogle har flere tusinde såkaldte 'venner' – mange har de aldrig mødt, og alle kan blive 'venner' med alle – det er hele ideen.

KNUD LØKKE HAR 400 'venner'. Mødte bare halvdelen op til et debatmøde i forsamlingshuset, ville enhver politiker være lykkelig for fremmødet. Men i forsamlingshuset står vi til ansvar for det, vi siger; på Facebook er vi tilsyneladende ansvarsfri. Det blev slået fast i denne uge.

Pressenævnet kritiserede Ekstra Bladet for at viderebringe Knud Løkkes tilsvining. Den var privat! Den afgørelse er vi – naturligt nok – uenige i, og vi er bestemt ikke de eneste. Danmarks førende mediejurist, Oluf Jørgensen, er en af dem. Også han mener, at Facebook ligesom forsamlingshuset er et offentligt rum.

INGEN KAN VÆRE TJENT med et samfund, hvor hadefulde angreb breder sig som en epidemi i det skjulte. Hvis man vil hænge andre ud eller tale nedsættende om politiske modstandere i en bredere kreds, så må man stå til ansvar for det, der bliver sagt – eller holde kæft!

Derfor ændrer Pressenævnets afgørelse intet for Ekstra Bladet. Vi vil fortsat bringe krysternes angreb frem i lyset.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere