Hjælp os med at hjælpe fattige danske børn

KOMMUNALVALGET ER overstået. Vi har fået en ny minister. Bankerne udbetaler milliarder af kroner i bonus. Julefreden kan snart sænke sig i magtens korridorer. Kravlenisserne står på spring, pebernødderne er købt, og vi orker ikke tale politik.

Men før du læner dig tilbage og slapper af, er jeg nødt til at minde dig om bagsiden af velfærdssamfundet: 45.000 danske børn lever et liv i fattigdom og går derfor en meget trist jul i møde.

Når man bruger internationalt anerkendte udregningsmetoder, har vi i vores smørhul 173.000 indbyggere, der lever under fattigdomsgrænsen, og af de 173.000 er de 45.000 børn under 18 år.

DET ER MANGE – og det er alt for mange børn. Og hvert eneste år siden 2001 er der blevet flere fattige. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg ved godt, at det at være fattig i Danmark ikke er det samme som at være fattig i Afrika. Gudskelov får vi alle mad og har tag over hovedet. Men sagen er, at disse børn i langt de fleste tilfælde lever i social isolation, fordi der ikke er penge til andet end det mest nødvendige.

Børn og unge bliver socialt udelukket, hvis de ikke kan komme på nettet, gå til fodbold, håndbold eller har en mobil. Og prøv lige at forestille dig, hvis du var den mor eller far, der altid måtte sige nej til dit barn.

HER PÅ EKSTRA BLADET er vi helt med på, at nogle foretrækker at sponsere en ged i Afrika eller samle ind til irakere. Vi vil bare gerne hjælpe fattige, danske børn med at få en bedre jul.

Vi gør os heller ikke til dommere over, hvem der har brug for hjælp. Det lader vi eksperterne om, og derfor har vi igen i år allieret os med ASF Dansk Folkehjælp. De kender de fattige familier.

Allerede nu er 1865 familier godkendt til julehjælp. Hvis vi skal kunne hjælpe alle, kræver det, at vi samler endnu mere ind end sidste år, hvor vi helt overvældende fik næsten to millioner kroner. Tak for det. Og vi garanterer, at dine penge udelukkende går til legetøj, sportstøj og julemad.

JEG VED GODT, at den borgerlige regering ikke anerkender, at der findes fattige i Danmark. De vil hellere kalde familierne ’lavindkomstgrupper’. Det er også langt mindre forpligtende. Men ligegyldigt hvad vi kalder dem, så er virkeligheden, at børnene kun får gaver, flæskesteg og juleknas, hvis familien får hjælp.

Kan vi se os selv i øjnene i dette velfærdssamfund, hvis vi ikke kan sørge for børnene?
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere