Vi anklager: Hvorfor var der ingen, der advarede Lisbet?

NÅR MAN SER BILLEDET af operationssygeplejersken Lisbet Nielsen sidde ved et festbord med rødvin i karaflen ved siden af den mand, der formentlig har dræbt hende, så ser man også i al dets gru skandalen.

Hun ser glad ud.

Hvorfor var der ingen, der advarede Lisbet mod denne mand?

Politi, retspsykiatri og den regionale psykiatri vidste godt, at Bjarne havde kvalt to kvinder før.

Men de holdt deres viden for sig selv.

HVIS POLITIET HAVDE passet deres arbejde, kunne de også have advaret Lisbet om, at hendes nye kæreste nær havde kvalt en tredje kvinde, få måneder før festbilledet blev taget.

Lisbet har to teenagedrenge, der bor hver anden uge hos hende og faderen. Hun har et godt job på Århus Kommunehospital og en god lejlighed i Risskov.

Hun har orden i tingene, og da hun møder kærligheden, har hun allerede købt en drømmerejse. Hun skal til Californien med sine to drenge. Alle må have glædet sig utroligt i den lille familie.

Bjarne, som Lisbets nye kæreste hedder, er så forelsket, at han vil med.

MAN KAN FORESTILLE SIG, hvor glad hun må have været på vej over Atlanten.

Og man kan også forestille sig chokket, da de amerikanske myndigheder nægter Bjarne indrejse i USA, fordi han er tidligere straffet.

Det var altså amerikanerne, der skulle åbne Lisbets øjne for den livsfarlige mand, hun havde lukket ind i sit liv.

Hvorfor var det ikke de danske myndigheder?

NATURLIGVIS SKAL VI IKKE brændemærke drabsmænd. Alle har krav på en ny chance, når de har udstået deres straf.

Men gælder det også de sindssygt farlige seriemordere?

Har vi råd til eksperimenter i godhedens tjeneste?

Lisbets to teenagedrenge skal nu leve resten af livet uden en mor.

Vi tager åbenbart mere hensyn til en seriemorder end til hans potentielle ofre, og når han dræber igen-igen-igen, så løber alle fra ansvaret. Der er noget helt galt.

POLITIET SYNES IKKE, de har begået fejl. Retspsykiatrien sender aben videre til den regionale psykiatri, og her synes man ikke, offentligheden skal vide noget om, hvorfor man i 2005 lukkede en psykisk syg seriemorder ud i friheden.

Det er en skandale i sig selv, for som borgere i dette land har vi krav på at vide, hvordan det kunne ske. Og endnu vigtigere: Hvordan man vil undgå, at det sker igen.

JEG TROR IKKE, det er nødvendigt at ændre loven. På papiret er den god nok. Her står intet om, at myndighederne ikke må dele deres viden om en psykisk syg seriemorder med hinanden eller advare.

Men hvad er papiret værd, når ingen tager ansvar for det, der står?

I respekt for Lisbet må vi kræve en tilbundsgående, uvildig undersøgelse af systemets svigt. Og den undersøgelse kan socialministeren passende sætte i gang. Hurtigt.

Vi tager åbenbart mere hensyn til en seriemorder end hans potentielle ofre

I respekt for Lisbet må vi kræve en tilbundsgående, uvildig undersøgelse af systemets svigt
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere