Gæmelkes stinker

DANISH CROWN-slagterierne fyrer 850 ansatte i Jylland.

MENS DEN lammende nyhed bredte sig blandt medarbejderne, kom Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, på banen i landbrugets vanlige, smarte stil:

– DET STØRSTE problem, vi kæmper med, er stramme miljøkrav i Danmark. Det koster i sidste ende fald i produktion og dermed tab af arbejdspladser, lød hans kommentar i Ekstra Bladet.

SELV I EN så dyster situation undlod han altså ikke landbrugets rygmarvsreaktion: jammeren over alle de ulidelige og konkurrenceforstyrrende regler.

SLAGTERIERNE lukker, fordi de ikke kan konkurrere med de billige østarbejdere på tyske slagterier. Landmændene kan tjene en ekstra skilling ved at sende grisene ned over grænsen –   det har intet med miljøkrav at gøre. Er der udsigt til lidt ekstra fortjeneste, vil de blæse de danske arbejdspladser en hatfuld –   og i øvrigt også dyrevelfærden. Så er det on the road again for tusindvis af grise.

GÆMELKES kommentar er uanstændig. Både over for de mennesker, der nu står med en fyreseddel i hånden, og over for den øvrige danske befolkning.

OM SÅ de danske landmænd fik lov at stuve de danske grise endnu mere sammen og sprede gyllen ud over Rådhuspladsen, ville det ikke redde en eneste slagteriarbejder. Landmændene ville stadig trille deres produktion til Tyskland. Det eneste, vi kan få lov at beholde, er gyllen fra 25 millioner svin.