Spare-politikere på langtur

UNDER HØJLYDT stønnen har regions- og kommunalpolitikere færdiggjort budgetterne for 2009. Vi har måttet vende hver en krone, men undgår alligevel ikke nedskæringer, jamrer de folkevalgte. Så endnu en gang må familier med børn i daginstitutioner, psykisk syge og patienter på hospitalerne holde for.

TILSVARENDE spareiver er svær at finde, når de samme politikere afstikker de økonomiske rammer for såkaldte studieture til det store udland. Vel at mærke ture til destinationer så langt væk fra Danmark som overhovedet muligt. Cykelstier studeres hellere i Melbourne end i Malmø.

I GÅR kunne vi fortælle om ti regionspolitikere i hovedstaden, som på en uge formøblede 568.968 kr. på en ’studietur i sundhed’ til USA.

Turen, der bl.a. omfattede sightseeing til vands, teaterbesøg på Broadway og drinksaften på toppen af Rockefeller Center, var benhård. Så hård, at der måtte anskaffes store ladninger af piller mod hovedpine, diarre og søvnbesvær.

REGIONSFORMAND Vibeke Storm Rasmussen forsvarer New York-besøget med, at ’regionsrådsmedlemmer har ikke særlig spændende arbejdsvilkår. De leverer enormt meget arbejdstid. Det skal man have respekt for’.

JAVEL – men den respekt skal ikke udmøntes i form af skatteyderbetalte frynsegoder. Vi har intet imod, at politikerne drager udenlands for at lære og opleve. Men fornøjelserne undervejs må betales af egen lomme, selv om det gør ondt at få pungen frem.

NÅR MAN VÆLGES til folketing, regionsråd eller kommunalbestyrelse, bør lønnen og arbejdsvilkårene ikke være ukendte størrelser. Dem har man selvfølgelig sat sig ind i forinden. Så klynkeriet skal ingen tage alvorligt.

Fornøjelserne undervejs må betales af egen lomme

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere