Sårende ord og ømt skind

ANTALLET AF KLAGER over politiets opførsel og sprogbrug satte rekord sidste år. Det viser Rigsadvokatens årsberetning.

Der er rundt regnet 13 procent flere såkaldte ’adfærdssager’ end året før. 457 borgere følte sig så forulempede af betjentes opførsel eller sprogbrug, at de så sig nødsaget til at klage.

NOGLE AF KLAGERNE er særdeles berettigede.

Når en betjent kan finde på at trække sit politiskilt, fordi han er misfornøjet med kvaliteten af en cykelsmeds arbejde, så er den jo gal, og en alvorlig påtale er på sin plads.

Når en vagthavende i detentionen hverken vil give en kvinde tørt tøj eller adgang til et toilet, så er der helt åbenbart tale om magtmisbrug.

EN DEL KLAGER handler imidlertid om noget helt andet. De handler om betjente, der har udtalt et eller flere nedsættende ord, mens de har udført deres arbejde. Nogle borgere er blevet kaldt ’røvhul’. Eller ’kylling’. Eller noget helt tredje, som ikke er pænt ment.

Den slags udtryk kan naturligvis virke sårende. Selvfølgelig skal vi snakke ordentligt til hinanden, og betjentene er forpligtede af deres embede og må ikke misbruge deres magt.

Men så er det vel heller ikke værre, og vi kan nok alle have det nemmere med hinanden, hvis vi er knap så ømskindede.

RIGSADVOKATENS beretning viser også, at antallet af alvorlige klager –  klager som handler om vold, skudepisoder og påkørsler –  faldt en smule sidste år. Det er glædeligt, og det overskygger den rekordstore mængde af ’adfærdssager’.

Når vi taler om skældsord, øgenavne og nedsættende bemærkninger, og der ikke ligefrem er tale om systematisk chikane, følger her en opfordring:

Lad den, der aldrig har omtalt en medborger i nedsættende vendinger, sende den første klage.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere